Fortsæt til indhold

Mr. Clean Sheet har checket ind

Nicklas Dannevang er ny målmand hos ACHorsens. Lokal-avisen har mødt ham til en snak om de nye udfordringer

Samfund
Arkiv

Det er nogle ret prominente navne, der er på listen. Idolet Peter Schmeichel, som nok ikke behøver nogen præsentation, står på andenpladsen.
Nicklas Dannevang selv, AC Horsens' nye førsteholdsmålmand, indtager klart førstepladsen på listen, der rummer navnene på de danske målmænd, som har holdt buret rent i flest minutter i træk de seneste 30 år.
“Vi havde en rigtig god defensiv base på det tidspunkt i Brønshøj. Det var ikke fordi, jeg lavede seks fantomredninger hver kamp. Jeg havde måske en eller to,” lyder det meget ærligt fra Nicklas Dannevang om de imponerende 868 minutter, hvor der ikke blev scoret på ham i Brønshøjmålet i sidste sæsons 1. division og pokalturnering.

Det er et godt match

Nu har han skiftet Brønshøj ud med Horsens. Samtidig er det også et farvel til tilværelsen som deltidsprofessionel fodboldspiller med job ved siden af og et goddag til fodbold på fuld tid i professionelle rammer hos 'De Gule'.
“Det er lige noget, jeg skal vænne mig til. Jeg tror aldrig, at jeg har haft så døde ben, som jeg har lige nu,” griner den nye gule førstemålmand, der hos Brønshøj kun var vant til at træne fire gange to timer om ugen i modsætning til i AC Horsens, hvor der nogle gange er to træninger om dagen.
Men selvom han kommer til en helt ny klub, så føler den nye målmand sig ikke helt på udebane. I Brønshøj nåede han nemlig også at have AC Horsens-træner Bo Henriksen som cheftræner i et år, og lige præcis det har været med til, at valget faldt på den østjyske klub.
“Det har selvfølgelig været en stor faktor. Jeg kender Bo, og Bo kender mig. Vi har altid haft den der, at hvis han ikke er tilfreds, så kommer han bare til mig og giver mig en skideballe. Vi kender hinanden ret godt, og han må jo have syntes, jeg var god i Brønshøj, siden han har hentet mig til Horsens, så jeg er ikke i tvivl om, at det er et godt match,” fortæller målmanden, der igen er klar til at få Bo Henriksens kendte peptalks i omklædningsrummet.

Sov på Berthelsens sofa

Samtidig kender Nicklas Dannevang også sin nye klubkammerat Jacob Berthelsen fra deres fælles tid i Brønshøj. Et kendskab, som den nye ACHorsens-målmand har været ret afhængig af i hans første tid i byen.
“Jeg har sovet på Berthelsens sofa her i den første tid. Det har jeg været meget taknemlig for, at jeg kunne får lov til,” smiler Nicklas Dannevang, som dog ikke længere kan blære sig med at være Jacob Berthelsens roommate.
“Nu har klubben hjulpet mig med at få en lejlighed her i Horsens, som jeg er netop er flyttet ind i.”
Og så er Nicklas Dannevang ellers klar til at gøre sit bedste for sin nye klub, som han har store ambitioner med.
“Jeg synes jo, at AC Horsens er en Superligaklub i en downperiode. Setuppet herovre, stadionet, fansene og faktisk hele byen er Superliga værdig. Det er klart, jeg vil gerne være med til at spille AC Horsens tilbage, hvor jeg synes, vi hører til.”
AC Horsens spiller sæsonens første kamp i morgen klokken 14.00 på udebane mod Næstved BK.