Mange camping-gæster trodser vejret
Aarhus’ tre campingpladser melder om alt optaget, tæt på alt optaget og “på vej op”
“Alt er optaget - hver en kvadratmeter er fyldt ud. I går toppede vi med flest belagte pladser i flere år,” fortæller Jens Aagaard, assistent i informationen ved DCU Camping Blommehaven i Højbjerg, da Lokalavisen Aarhus ringede i sidste uge.
Næsten samme melding kom fra Birgit Nielsen, der ejer Aarhus Camping i Lisbjerg:
“Der er ikke mange frie pladser tilbage. Til aften er jeg da nervøs for, om der er plads til flere. Vi plejer ellers altid at kunne lave en plads på en eller anden måde, og vi plejer at sige til folk, at de bare skal komme forbi, så finder vi ud af noget. Men i år beder vi altså folk om at reservere på forhånd for at være sikker på en plads,” siger hun på en overskyet og blæsende julidag.
Så I mærker altså ikke så meget til det dårlige sommervejr?
“Dårligt vejr? Vi har da fint vejr - solen skinner!” Fortsætter Birgit Nielsen i bedste positive stil.
Hos Dancamps Ajstrup har man godt kunnet mærke, at folk har været mere tilbageholdende i år på grund af vejret.
“Det er særligt med hensyn til de lette campister med cykel og telt. Hvis vejrudsigten siger 14-15 grader, så finder de andre alternativer. Vi kunne godt ønske os lidt flere af de spontane gæster, som lige svinger forbi. Til gengæld har der været stort pres på vores 30 hytter i år,” fortæller Camilla Dvinge, marketingschef og medejer af Dancamps Ajstrup.
Hun fortæller, at besøgstallet er stigende, og at der er mange reservationer til den nærmeste tid.
Aarhus trækker op
Alle tre campingpladser peger på, at tætheden til Aarhus gør dem mindre sårbare over for ustabilt dansk sommervejr.
“Folk har jo planlagt sin ferie. De skal til Aarhus, og det er nu, de har ferie, så de tager afsted,” siger Birgit Nielsen.
Jens Aagaard er enig:
“Vi skal bare sørge for at få fortalt alle de gode ting, som man har mulighed for at lave indendøre i Aarhus - så betyder vejret ikke så meget.”