Legekammerater til Melodi Grand Prix
Skanderborg skal 30. oktober være vært for årets Handicap Melodi Grand Prix - HGP. Ambitionerne for arrangementet er høje, og ønsket er blandt andet, at det skal blive det bedste HGP nogensinde. Derfor søger kommunen nu efter sponsorer og legekammerater, der vil være med til at støtte arrangementet.
“Vi har forudsætningerne for at lave et rigtig godt arrangement i Skanderborg, og ikke mindst tør vi godt gå forrest, når det handler om at arrangere kulturelle opleverlser for handicappede,” siger formand for Socialudvalget, Christina Bottke, og henviser til Sølund Musik festival.
Positive tilkendegivelser om støtte til HGP er allerede begyndt at tikke ind, blandt andet fra Lions Club og Smukfest, men der er stadig behov for flere sponsorer, hvis ønsket om, at det skal være gratis for de deltagende bands at være med, skal indfris. Lykkes det.biver det første gang i HGP's 20-årige historie.
Er der sponsorer nok, håber arrangørerne, at det bliver muligt, at invitere alle deltagende bands med til en musikalsk workshop dagen før selv grandprixet.
“På workshoppen får de deltagende bands mulighed for at arbejde med deres musik og nå til nye musikalske højder. Hele arrangementet understøtter vores fokus på, at kultur er for alle. Og derfor stiller vi også en underskudsgaranti for arrantementet,” fortæller Tage Nilsen, der er formand for Kulturudvalget.
Skanderborg sikrede sig værstskabet ved HGP i Viborg i efteråret, hvor HIT Patruljen fra Skanderborg vandt. Musikkonkurrencen finder sted på Skanderborg Gymnasium fredag 30.oktober. Læs mere om Handicap Melodi Grand Prix på HGP.dk.