Fortsæt til indhold

Birgitte laver yoga specielt til en øm lænd

Den nye Højbjerg Yoga Aftenskole tilbyder kurser specielt for lænden

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Har du indimellem ondt i lænden, så kan yogaøvelser måske hjælpe.
Den nye Højbjerg Yoga Aftenskole tilbyder i den kommende sæson et kursus, som er skræddersyet lændeproblemer: Yoga for lænden.
Yoga for lænden er blid og stille yoga til alle med helt almindelige lændeproblemer.
“Langt størstedelen af dem, der har ondt i lænden, er ikke egentligt syge, men vil have gavn af yogaundervisningen. Hvis det er alvorlige problemer, man har, er det lægen, man skal gå til,” siger Birgitte Melbye i en pressemeddelelse.

Øvelser til hjemmet

På kurset lærer man blide smertelindrende øvelser, som man kan lave, hvis man har akut ondt i lænden, eller mærker, at det er på vej.
Det er ifølge Birgitte Melbye nemme stillinger, som man også kan bruge derhjemme.
“Du får trænet og styrket musklerne i både ryggen og maven, for både forsidens og bagsidens muskler er vigtige, når det gælder om at holde ryggen stærk og smertefri. Undervejs lærer du at slappe af og afspænde musklerne. Det er vigtigt at kunne det for at undgå smerter,” skriver hun på sin hjemmeside.
Du kan læse mere på http://www.melbyeyoga.dk/.