Fortsæt til indhold

Nyt flex-koncept

Prisen falder på Flextur, der bliver gratis for unge på særlige tider

Samfund
Erland Rasmussen

Formanden for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, Claus Leick, SF, er en glad mand, fordi det nu endelig er lykkedes at stable et fornyet koncept for Flextur på benene.
Det skulle gerne få endnu flere til at benytte sig af denne form for kollektiv trafik.

Gratis for unge med kort

Fra 10. august bliver det nemlig billigere at tage en Flextur i Skanderborg Kommune, når prisen falder fra 14 til fire kroner per kilometer.
Samtidig starter et forsøg, hvor unge med Ungdomskort, kan køre gratis med Flextur aften, weekend og helligdage.
Flextur er især en fordel for de kunder, der bor i områder, hvor der ikke kører busser, eller hvor busserne ikke kører så tit.
Der er ingen køreplaner, og kørslen koordineres, så passagererne kører sammen med andre kunder ligesom i bus og tog.
Flextur køres fra dør til dør. Al kørsel foregår med taxaer, personvogne og liftbusser. Og man skal bestille senest en time før afhentning.
“Med den nye mulighed med billig Flextur får borgerne i Skanderborg et langt bedre tilbud om individuel kollektiv transport. Det glæder mig, at vi nu gør det nemt og billigt at komme rundt i kommunen. Og med muligheden for at unge kan køre gratis om aftenen og weekenden, synes jeg for alvor, at vi viser vejen for en helt ny måde at tænke kollektiv transport på. Håber de unge vil benytte tilbuddet”, fastslår Claus Leick.
Det bliver også billigere at rejse med Flextur, selv om turen krydser kommunegrænsen.
Skanderborg kommune har nemlig indgået venneaftaler med Favrskov, Horsens og Silkeborg kommuner omkring billigere kørsel, når en Flextur krydser en kommunegrænse.

Nye fordele

Der kan rejses med Flextur i hele Skanderborg Kommune, for fire kroner per kilometer (mindstepris 30 kroner).
Unge med Ungdomskort kan rejse gratis med Flextur i hele Skanderborg Kommune på hverdage klokken 18.00-23.00 samt weekend og helligdage fra klokken 6.00-24.00.
Der kan kun rejses gratis til/fra et af de tre knudepunkter (Campus, Busterminalen, Stationen) i Skanderborg byzone. Tilbuddet er i første omgang en forsøgsordning.

Bestilling på særlig app

En Flextur kan bestilles elektronisk på midttrafik.dk og via en særlig app. Herefter kan man bestille og betale Flextur online frem til kl. 23.00 til kørsel samme dag kl. 24.00, oplyser Midttrafik i en pressemeddelelse.