Fortsæt til indhold

Familier skruer tiden tilbage til 1930’erne

En weekend i skovarbejderhuset ved Gl. Estrup

Samfund
Anette Bonde

Flere eventyrlystne familier har i denne sommer tilbragt en weekend i det gamle skovarbejderhus ved Gl. Estrup. De har prøvet, hvordan det var at leve i huset som skovarbejderfamilie omkring 1930. Skovarbejderhuset er beboet for sidste gang denne sommer i dagene 24.-26. juli.
I husets dagbog skriver en familie med forældre og to børn:
”Vi har været SÅ glade for denne oplevelse. De gammeldags træsko er blevet brugt flittigt, der skulle gås mange gange mellem hus og vandhane samt selvfølgelig dasset. Vi har haft tidstypisk tøj på hele weekenden, hvilket har været med til at fuldende oplevelsen. Ligeledes har vi klaret os med de ting, der var i huset. Madam Blå har været en trofast tjener. Hele søndagen har Dannebrog vajet over den yndige have”.

Hygge og hårdt arbejde

Det at skrue tiden tilbage til 1930'erne har betydet, at TV, internet og computerspil er blevet skiftet ud med blandt andet højtlæsning, kortspil og håndarbejde i petroleumslampens skær, gåture og blomsterplukning i skoven og snitning af slangebøsser, buer og pile i huggehuset. Men familierne har også skullet hente vand og brænde udenfor, og både mad og opvaskevand koges over ilden på det gamle støbejernskomfur. Menuen har blandt andet stået på havregrød, øllebrød, rabarberkompot og rugbrød med spegepølse og løg.
”Familierne der denne sommer har opholdt sig i huset, har fået et enestående indblik i tilværelsens vilkår for knap 100 år siden. Specielt har det hårde og tidskrævende arbejde, der lå til grund for mange af de ting, vi i nutidens hverdag tager for givet, gjort et stort indtryk på både børn og voksne. Bogstaveligt talt at leve sig ind i vilkårene for en fortidig skovarbejderfamilie med de udfordringer og glæder det indebærer, har givet familierne et spændende og tankevækkende perspektiv på deres egen tilværelse” fortæller Dorte Kook Lyngholm fra Gammel Estrup – Herregårdsmuseet, der i sin forskning har beskæftiget sig med vilkårene for herregårdenes landarbejdere.

fakta
Skovarbejderhuset ved Gammel Estrup blev opført i 1929. Det gennemgik en gennemgribende restaurering i 2014, og indretningen er bl.a. baseret på indsamlede beretninger og interviews med børn og slægtninge til familien Brøsted, der levede i huset i perioden 1930-50.