Fortsæt til indhold

Gymnasieelever skal til Berlin i ferien

Samfund
Arkiv

Fire HHX-elever fra Learnmark Gymnasium i Horsens repræsenterer Danmark, når der fra den 28. - 31. juli er EM for unge entreprenører i Berlin. De har udviklet en interaktiv håndvask, der skal gøre det sjovt for børnehavebørn at vaske hænder. Opfindelsen gav dem guld og 10.000 til DM i entreprenørskab.
Cille Bodenhoff Munk Telling, Kinneret Rebekka Lilly Sarusie, Jeppe Kejlberg-Jansson og Mads Høy Lindgaard fra Horsens har siden december 2014 arbejdet målrettet med udviklingen af det interaktive system til håndvask. Deres virksomhed hedder Plash, og det er både en kombination af en opfindelse og et forretningskoncept, der har bragt dem hele vejen fra regionsmesterskab, over DM til det prestigefyldte Company of the Year Competetion – Berlin 2015.
Plash-medlemmerne sad sidst i juni på en tom og sommerferie-præget skole og forberedte det sidste, inden det for alvor går løs i Berlin.
”Vi har oversat hele Plash-konceptet til engelsk og lavet en ny engelsk præsentation af vores koncept, som er tilpasset kravene til EM. Virksomheden We are crunch er ved at lave de sidste detaljer på vores nye hjemmeside plash.dk, og så er vi stort set færdige og klar til at tage på ferie med vores familier, hvor vi hver især naturligvis skal øve os på vores fremlæggelser,” siger Cille Bodenhoff Munk Telling i en pressemeddelelse fra Learnmark.
En del af præmien til DM for unge entreprenører var rådgivning om PR, pitchtræning, positionering, medietræning og strategi, som de fik den 29. juni af firmaet CE – Change Entrepreneurship.
”Vi glæder os til EM. Det bliver stort! Det har været hårdt arbejde, og EM bliver en forløsning af det, vi har arbejdet på så længe. Og så bliver det også ret spændende at se niveauet på de andres landes virksomheder og ikke mindst at møde unge fra hele Europa, som har den samme interesse som os,” siger Jeppe Kejlberg-Jansson.

Muligt EU-projekt

Sidst i juni har Plash holdt møde med Dorthe Christiane Zinck Iversen, som er innovationskonsulent i Videncenter for Ledelse ved University College Syddanmark. Innovationskonsulenten har kontaktet de fire entreprenører med henblik på et fremtidigt samarbejde i et EU-støttet projekt, hvor man har fokus på innovation i forhold til hygiejne i blandt andet dagpleje.
”Det er et projekt, hvor vi kan byde ind med både viden om problemstillingen og forslag til en mulig løsning, og så håber vi, at Dorthe via projektet kan hjælpe os med kontakter i både det offentlige og større virksomheder, som på sigt kan blive mulige producenter for os,” siger Kinneret Rebekka Lilly Sarusie.
Mads Høy Lindegaard supplerer:
”Det er megaspændende, at Dorthe har henvendt sig til os. Vi er faktisk smigret, og det bekræfter os i, at vores projekt er godt, og at vi ikke er de eneste, der synes, det er vigtigt,” siger han.