Fortsæt til indhold

Vær med til at gi’ gode oplevelser til udsatte børn

Red Barnets familieoplevelsesklub i Syddjurs Kommune søger penge og frivillige

Samfund
Mogens Greve

Red Barnet har på landsplan cirka 60 familieoplevelsesklubber - en af dem i Syddjurs. Klubben sørger for tryghed, gode oplevelser og forskellige ture, og for at gøre dette muligt, er man afhængig af sponsorater/fundraising og anden hjælp.
”Der er derfor opstillet indsamlingsbøtter i en række butikker i Syddjurs Kommune. De indsamlede penge bliver udelukkende brugt til aktiviteter i familieoplevelsesklubben i Syddjurs,” fortæller sekretær i Red Barnet Syddjurs Lokalforening, Linda Skytte, i en pressemeddelelse.
Lokalforeningen har også modtaget sponsorat på 5.000 kroner af Djurslands Bank, 10.000 kroner af Lions Klub Juliane Ebeltoft og mad til foreløbig én tur af Kvickly Ebeltoft.
Desuden er man indstillet til at modtage 20.000 kroner fra Nordea Fonden.

Formålet

Formålet med familieoplevelsesklubben drevet af frivillige er at give udsatte børn og deres familier et gratis pusterum i et børnevenligt miljø i form af en månedlig aktivitet.
Familierne henvises til familieoplevelsesklubben af ambassadører for Red Barnet - det er typisk socialrådgivere, SFO-ledere, sundhedsplejersker, lærer, pædagoger m.m. Ved mere end 40 tilmeldte oprettes der venteliste.
Lige nu mangler familieoplevelsesklubben to frivillige og hører gerne fra interesserede.