SU’en fik selskab af kroner for droner
Opgave om droner udløste en JID pris til studerende fra Tirstrup
25-årige Sine Roulund Nielsen fra Tirstrup har fået en JID-pris for sin opgave om droner som fremtidens opmålingsudstyr. Hun skrev opgaven som afslutning på den 2-årige videregående uddannelse til jordbrugsteknolog med speciale i landskab og anlæg.
Nytænkende
Prisen blev overrakt ved dimissionen af 108 nyuddannede jordbrugsteknologer på Erhvervsakademi Aarhus Vejlby Risskov af JID's sekretariatschef og formand Peter Bromark.
”Sine har skrevet en utraditionel, innovativ og nytænkende opgave med en skæv vinkel,” begrundede Peter Bromark prisen på 5.000 kroner.
JID er en faglig organisation for jordbrugsteknologer i Danmark.
Jordbrugsteknologer arbejder typisk med formidling, rådgivning, produktion og ledelse inden for jordbrug.
Ofte har de en baggrund som faglærte landmænd eller studenter.