Så meget regn fik Horsens i lørdags
Syv steder i landet blev der lørdag registreret skybrud. Deriblandt Horsens, som fik allermest regn
Lørdag stod på regn, regn og endnu mere regn. Hele 91,4 mm nedbør blev der registreret i løbet af døgnet på Horsens Centralrenseanlæg, hvilket er 135 procent af den gennemsnitlige månedsnedbør for juli.
Derfor er Horsens også ifølge DMI.dk det sted i landet, hvor der lørdag faldt mest regn.
Horsens var samtidig også i blandt de syv steder i landet, hvor der var tale om decideret skybrud.
Det er der, når der falder minimum 15 millimeter på 30 minutter. I Horsens faldt der 15,4 millimeter i løbet af blot 30 minutter.
Selvom det lyder voldsomt, så var det dog langt fra noget i forhold til, hvad der blev registreret på Flyvestation Skydstrup. Her faldt der intet mindre end 27,4 millimeter på 30 minutter.
På landsplan leverede lørdagens regnvejr hele 1,4 milliarder tons vand til Danmark ifølge DMI.dk
Det er ikke andet end få måneder siden, at et skybrud også gik hårdt ud over Horsens. Det var tilbage i majmåned, hvor Horsens også var et af de steder, som blev hårdest ramt. Dengang gik det dog noget værre til, hvor hele 25 millimeter regn væltede ned over byen på blot 30 minutter.