Blev moderen skræmt væk?
Den strandede sæl på Trekanten fik næppe den anbefalede fred
Den sælunge, der i starten af sidste uge var strandet på badestranden Trekanten i Hundested, blev aflivet onsdag den 22. juli. Da avisen hørte om sagen, mens ungen stadig var i live, ringede vi til Naturstyrelsen, og her var opfordringen klar:
Hold jer væk
“Hvis sælen ellers ser ud til at være i ok stand, skal man holde sig væk, ellers henter moderen den ikke. Det er bedst at lade dyret være i fred,” pointerede medarbejderen Sten fra Naturstyrelsens filial i Græsted og forklarede:
“Hun er sikkert i nærheden, men så længe, der er mennesker, kommer hun ikke ind til stranden.”
Onsdag den 22. juli fulgte så den triste besked.
“Ungen blev aflivet, fordi den var meget sølle,” sagde vildtkonsulent Niels Worm til Halsnæs Avis. Diverse advarselsskilte og menneskeaktivitet tæt på sælungen kan have forringet dens chancer for at blive genforenet med sin mor.
“Der er ofte mange mennesker på Trekanten her i sommertiden, og det behøver ikke være et problem for en sælunge, da modersælen ofte kommer med mad til ungen morgen og aften, når der ikke er så mange mennesker. Det vigtigste er at lade sælungen være og holde sig på afstand,” siger Niels Worm, som før har reddet en lille sæl på samme strand:
“Folk havde sat skilte og en slags afskærmning rundt om ungen, så moderen ikke turde komme ind. Jeg fjernede tingene, og på afstand kunne jeg se, at modersælen efterhånden kom tættere på, og de kunne svømme af sted sammen.”
Vakte læserharme
Aflivningen har vakt især en læsers harme.
“Jeg og en del andre er harm over Naturstyrelsens håndtering af sagen! Flere henvendte sig til dem, men blev afvist. Der burde være skredet ind langt tidligere, når nu den lille sæl lå og blev hakket i af måger og led unødigt,” skriver Maj-Britt Hoffstetter på Halsnæs Avis' Facebookside.
Læs mere om strandede sæler på: naturstyrelsen.dk