Vredens gråd
At en anden græder for mig af kærlighed er noget af det smukkeste i livet. Men lige så forfærdeligt og skræmmende er det, hvis én, der elsker mig, græder af vrede og frustration over MIG – på grund af noget, som jeg har gjort, ikke gjort eller selve min måde at være på.
Så er man helt udleveret og magtesløs. For hvad vil nu ske: Vil den enorme skuffelse og frustration, som får tårerne til at springe hos den anden, få ham eller hende til at forkaste mig og smide mig væk, eller vil kærligheden vise sig endnu stærkere end skuffelsen og vreden?
Det kan man ikke vide og heller ikke selv gøre meget til eller fra. Man må bare vente og se.
Netop den situation møder vi i kirken på søndag, hvor Jesus af vrede og skuffelse græder over Jerusalem (og måske også over dig og mig). Hvad han derpå gjorde, og hvad det betyder for hans videre forhold til os, vil præsten i din kirke sikkert give sit bud på i prædikenen på søndag.
Én ting vil jeg gerne fremhæve her: Vist er man i den situation prisgivet i, at det er den anden, som må afgøre, om samlivet fortsætter eller slutter. Men det er samtidig en kæmpe chance for selv at udvikle og ændre sig! Ved at se i øjnene og erkende sig selv i det, der har skuffet og gjort den anden vred, får man mulighed for fremadrettet at ville handle og være anderledes. Kærlighedens vrede kan dermed være dybt kreativ og afklarende både for den vrede elskende og for den elskede, som er vredens årsag. Og med til virkelig at elske hører også modet til at blive vred!