Hvem vil have luksusbus i 10 timer?
Den lokale vinhandler Jon Andersen donerer sin nyvundne golfpræmie til 10.000 kroner væk
Hvem kunne gøre brug og have glæde af en luksusbus med 50 sæder i 10 timer, inklusiv chauffør og brændstof.
Hele pakken, der har en værdi af 10.000 kroner hos Lyngby Turistfart, var en af mange flottepræmier, som Golf & Business Butler (GBB Gruppen i Norden) havde formidlet til den nyligt afholdt turnering, 'Kokkedal Ugen' i Kokkedal Golfklub.
Den heldige vinder var Rungstedborger og vinhandler Jon Andersen fra Best Wine.
"Jeg har selvfølgelig tænkt på om jeg selv kunne gøre brug af gavekortet - og har også mange forslag fra andre, men så slog det mig, at der måske var en lokal idrætsklub, en daginstitution, en skole eller et plejehjem, som ville få mere gavn af det," fortæller Jon Andersen.
Vil glæde andre
Derfor henvendte han sig til Ugebladets redaktion for at få budskabet spredt og håber, at der er nogle, som byder ind på præmien.
"Hvis jeg kan glæde nogen andre, så vil jeg være glad," tilføjer Jon Andersen.
Så er der en idrætsklub, skoleklasser, en daginstitution, et plejehjem eller en forening i Hørsholm og Rungsted, som kunne tænke sig at køre en tur ud i det blå med en hel bus og chauffør, er det bare med at maile til redaktionen@ugebladet.dk og angive, hvem I er og hvor busturen skal gå hen. Sidste frist er onsdag den 12. august kl. 12.
Herefter vil Jon Andersen selv trække lod blandt de indkomne ønsker og kontakte den heldige vinder.