Fortsæt til indhold

Janni åbner butik nummer fem

Donna Oggi Jeans genåbner som Boutique No. 5 med strik, tøj og dimser

Samfund
Fred Jacobsen

Efter nogle år i en anden branche er Janni Christensen tilbage i Hørsholm med en butik, hvor hun vil sælge tøj og interiør.
“Eller: dimser til dit hjem,” som hun selv beskriver de varer, der ud over italiensk strik, mærkevarer, skjorter og bluser vil være at finde i den ny forretning på Rungstedvej 19b.
Den skal efter planen åbne onsdag den 5. august og hedder 'Boutique No. 5'.
Det giver mening, fordi det er den femte butik, Janni Christensen åbner: Hun har haft to i henholdsvis gågaden i Hørsholm og i Hørsholm Midtpunkt samt to i henholdsvis i Vedbæk og Gentofte.
Indtil for to år siden drev hun forretningen Donna Oggi Jeans i gågaden i Hørsholm, men valgte at lukke. Efter eget udsagn på grund af finanskrise og parkeringsforhold.
I stedet har Janni Christensen de seneste to år været i konsulentbranchen, hvor hun har været med til at rådgive tandklinikker om, hvordan de kan drive deres forretning.
“De ved meget om at være tandlæger, men ikke altid noget om, hvordan det er at have personale og hvad markedsføring er,” fortæller Janni Christensen og siger, at hun i det job kunne bruge sin erfaring fra selv at have drevet forretning.