Fortsæt til indhold

Bekymring hos pårørende til handicappede

Bekymring for handicapområdet over de politiske forlig, der indgås

Samfund
Anette Bonde

"Jeg er bekymret, hvis der i de kommende år sker besparelser på handicapområdet i Norddjurs Kommune."
Peter Hjulmand er næstformand i Bruger og Pårørenderådet (BPR) på bostederne Kærvang og Skovvang i Ørsted, bestyrelsesmedlem i DH Norddjurs (Danske Handicaporganisationer - Norddjurs) og medlem af Handicaprådet i Norddjurs Kommune.
Han er urolig for, hvad den rammeaftale på handicapområdet, som kommunerne i Region Midt indgik tidligere på året, vil medføre. Heri ligger en indbygget besparelse på tre procent i alt over de kommende tre år fra januar 2016.
Oven i kommer så den nye økonomiaftale mellem KL og flertallet i Folketinget, hvorefter kommunerne forpligter sig til at finde en årlig besparelse på 1 procent, svarende til 2,4 milliarder. De 1,9 milliarder tilbageføres til kommunerne for at prioritere udvalgte velfærdsområder, og her er handicapområdet ikke nævnt, mens børn, folkeskole, sundhed og ældre er.
"Måske rammes handicapområdet også der, nu hvor de andre og meget tunge områder er fredet."

Brev til kommunen i maj

Allerede i maj skrev Peter Hjulmand og formanden for BPR på Kærvang og Skovvang Torben Nimb Isling et brev til ledelse og politikere, hvori de advarede om forholdene. Det skete efter at politiet havde været tilkaldt på grund af en beboers voldsomme udadreagerende adfærd.
De pegede på, at bostedet havde vanskeligt ved at håndtere en udadreagerende beboer med de eksisterende ressourcer, og de opfordrede til at overveje en revisitation af beboeren til et sted med større kompetence og flere midler. Desuden foreslog de at genetablere en tidligere tiders bedre normering med to medarbejdere i hver gruppe på fem beboere, indtil han var placeret et andet sted.

Ekstern rapport

En måned forinden, i april, var en ekstern tilsynsrapport for Kærvang og det nærliggende bosted Skovvang på bordet ved et møde i Norddjurs Kommunes handicapråd. Den var udfærdiget efter et besøg på bostederne i september 2014.
Heraf fremgik blandt andet, at normeringen var presset, at der var begrænset plads til udvikling af beboernes kompetencer og at mulighederne for overleveringsforretninger personalet imellem når de mødte og gik hjem, var ringe.

Det koster at spare

LEVs landsformand (Landsforeningen Evnesvages Vel), Sytter Kristensen, har på LEVs hjemmeside kommenteret den ulykkelige hændelse i Ørsted, hvor en ung mand afgik ved døden 7. juli efter at have været i tumult med personalet. Hun siger her:
"Det kan koste dyrt når der gennemføres markante besparelser på hjælpen i bosteder til udviklingshæmmede. (...) Selvfølgelig kan man ikke skære hjælpen ned til sokkeholderne, uden at det har konsekvenser. Kommunerne har sparet 1,7 milliarder på det specialiserede socialområde de senere år – her ser vi, hvad det i sidste ende kan resultere i."

Håber på midler og velvilje

Kommunalbestyrelsen går i august ind i den afgørende fase med fastlæggelse af budgettet for 2016.
“Norddjurs Kommune har tidligere lyttet og handlet, og det er vores positive forventninger, at kommunalbestyrelsen også denne gang vil lytte til vores bekymringer og handle derefter,” siger Peter Hjulmand.
Han roser kommunalbestyrelsen for at der de seneste to år er blevet afsat midler til ferieledsagelse og ledsagelse til de svageste med socialpædagogisk bistand.
“Det er derfor vores håb, at kommunalbestyrelsen også denne gang vil tage handicapområdet op til grundig debat på budgetseminar i august måned og afsætte tilstrækkelige resurser til en anstændig udmøntning af den vedtagne handicappolitik og kvalitetsstandarderne i kommunen på handicapområdet.”