Fortsæt til indhold

Godt nyt til hørehæmmede på Smukfest

Kvinde med høretab fik ide til, hvordan festivalgæster med høreapparat kunne høre musik uden forvrængning og støj

Samfund
Erland Rasmussen

Der bliver masser af god lyd til personer med høretab på Smukfest 2015.
Det skyldes først og fremmest Jeanette Bille, der fik en god ide, og som sammen med firmaet Phonak har udviklet en en lille halsslynge-modtager til brug for hørehæmmede festivaldeltagere.
Halsslynge-modtageren sørger for, at musikken ikke høres forvrænget eller med støj, som netop ellers er problemet for festivaldeltagere, der bruger høreapparat.

Idekvinden er selv døv

Jeanette Bille, har selv høretab i en sådan grad, at hun faktisk er helt døv, hvis hun ikke har sit høreapparat tændt.
“I mine teenageår var jeg altid forbi Smukfest. Oftest holdt jeg mig på teltpladsen, der lå væk fra scenerne med den enorme musik, der brølede ud fra højtalerne, for det var for mig mere støj end musik. Sommetider blev jeg stående og lignede en, der hørte musik med mine veninder, men uden de opdagede det, slukkede jeg af og til for høreapparatet, der ikke kunne klare larmen,” fortæller Jeanette Bille.
For tre år siden fik Jeanette et nyt avanceret høreapparat (CI), der sender lyden ind til en elektrode, som er opereret ind i sneglen på hendes øre.
Det åbnede helt bogstaveligt Jeanettes ører for endnu flere lydoplevelser. Også på festival, hvor hun nu kunne nyde meget mere af musikken.

Jeanette Bille vil for første gang i sit liv kunne høre festival-musikken helt tydeligt.

Legede med tanken

Men det var stadig ikke helt optimalt.
“Jeg begyndte derfor at lege med tanken om en teleslynge eller lignende, så vi høreapparatsbrugere kunne få næsten lige så meget ud af musikken som de hørende,” husker Jeannette Bille.
Hun kontaktede firmaet Phonak, der er specialister i avancerede løsninger til personer med høretab.
Her var man med på idéen, ligesom firmaet stiller teknik i form af trådløse halsslynger til rådighed til direkte opkobling på lyden fra scenen.
Smukfest var også med på ideen, og dermed var vejen banet for, at andre høreapparatsbrugere for første gang får mulighed for at høre koncert uden forvrængning.

Gratis udlån

Alle med høretab er velkomne i informationen på festivalen, hvor de gratis vil kunne låne en lille halsslynge-modtager og få instruktion i brugen af udstyret, oplyser Phonak
Phonak håber, at det tekniske bidrag på Smukfest vil vise høreapparatsbrugere nye tekniske muligheder, der også kan hjælpe folk i deres hverdag, på arbejdspladsen og i skolen.