Fortsæt til indhold

Grønt fællesskab hitter

I det, der tidligere husede de aarhusianske skraldemænd, ligger i dag en form for kontorfællesskab for ’grønne’ virksomheder

Samfund
Christina S. Johansen

På Bautavej 1 i Aarhus V finder du Ecopark. Her holder 30, fortrinsvis grønne, virksomheder til under samme tag, og ganske snart bliver der plads til, at 40-50 nye lejere kan flytte ind.
Ecopark har nemlig netop sat gang i en 1300 kvadratmeter stor udvidelse.
Det kan lade sig gøre, fordi den rest af skraldemænd, som frem til juni i år har brugt omklædningsfaciliteterne på stedet, nu er flyttet ud. Dermed kan omklædningsrummene laves til nye fleksible kontorer, og her ovenpå bliver køkkenet/kantinen udbygget samtidig med, at der skyder møderum op - i alt 570 kvadratmeter konferencefaciliteter.
“Logistisk ligger det her sted jo perfekt. Det er nemt at finde parkeringspladser, det ligger tæt på motorvejen og uddannelserne. Derfor har vi også været i den usædvanlige situation, at vi har haft alt lejet ud - selv under krisen. Efter hver af vores fire udbygninger har der været fyldt helt op et halvt år senere - og nu mangler vi altså plads igen,” fortæller Gert F. Rasmussen, direktør for den selvejende erhvervsdrivende fond Århus Miljøcenter, som ejer Ecopark.

Ambitionen er grøn

Tidligere holdt alle Aarhus' skraldemænd og -biler til på adressen, men de rykkede ud ud, og i 2005 opstod erhvervsparken Ecopark.
Ambitionen er, at lejerne er virksomheder inden for bæredygtighed, vedvarende energi eller noget andet med et 'grønt' sigte. Netop nu er tre fjerdedele af lejerne grønne.
“Her har iværksættere mulighed for rimelig risikofrit at slå sig ned uden den store etablerings-gæld. Man betaler sin husleje og får et møbleret kontor, stik til computeren og en it-mand i huset kan hjælpe med it-problemer. Her er en bemandet reception og en kantine,” siger Gert F. Rasmussen, som også fortæller, at de tidligere garager til skraldebilerne nu er indrettet til produktionsfaciliteter og lager for virksomhederne.

Skal ikke tjene penge

Den 18 millioner kroner dyre ombygning skal efter planen stå færdig i begyndelsen af 2016, hvorefter Ecopark opnår et samlet bygningsareal på knap 12.000 kvadratmeter.
Fonden Århus Miljøcenters formue er fra, da der var dagrenovationsvirksomhed på stedet - det er altså forbrugernes penge - og derfor skal fonden ikke tjene penge på at drive Ecopark.