Det er uretfærdigt!

Gud er god, og Gud er møghamrende uretfærdig.
Så kort og mærkeligt kan det siges.
Mærkeligt, fordi "god" og "uretfærdig" da plejer at være modsætninger.
I en børnehave har pædagogerne uofficielt døbt den ældste børnegruppe: Retfærdighedens hule.
For her følges kompromisløse regler, og alt måles på, om det er retfærdigt eller ej.
I børnehaveverden deles alt så lige, så hvis to børn skal dele to vingummier, og den ene er rød og den anden grøn, ja, så er man nødt til at klippe dem midt over, så begge kan få en halv af hver. Og har den ene tømt opvaskemaskinen en gang mindre end den anden, så har den anden gæld - det hjælper ikke, at en voksen har sagt: Jeg tager den i dag - barnet skylder stadig en tømning. Så enkelt og retfærdigt er det med fem-års øjne.
Og hvordan er det så med voksne? Børnehavebørns smålighed kan vi selvfølgelig let distancere os fra. Det er heldigvis ganske anderledes med os. Eller hvad?
Og hvad med Gud?
Tænk, hvis Gud var en strømlinet millimeter-retfærdig Gud, der regerede med afsæt i en kontrakt-forståelse af livet. Tænk, hvis Gud sagde: Vi har en aftale. Jeg er Gud, I er mine mennesker, jeg gider godt være sammen med jer, men så skal I også høre efter, hvad jeg siger.
Tænk, hvis forholdet mellem Gud og mennesker var baseret på retfærdighed og tænk, hvis Gud krævede at få alt tilbage af det, vi skylder ham. Det ville vel bare være ret og rimeligt.
Men Gud giver os ikke løn som forskyldt - men som uforskyldt.
Vi har ikke fortjent os til livet. Livet er ikke en selvfølge, og at vi ikke har og ikke selv kan fortjene os til det. Livet får vi givet igen og igen.
Den dag vi bliver født, og hver en dag vi står op. Og ovenikøbet får vi en ny uretfærdig chance, når vi har forspildt og forkludret den dag, vi fik.
Det er uretfærdigt! Gudskelov!