Afgørelse i Norddjurs får konsekvenser landet over
Norddjurs Kommune og en speciallæge i psykiatri tabte en sag mod 3F, og nu skal alle speciallægens 1700 afgørelser i Danmark genoptages, mener Ellen Lykkegaard, socialpolitisk ansvarlig i 3F
En lang omgang med sygdom, sygedagpenge, kontanthjælp og en fejldiagnose fra speciallæge Piet Casier er endt med, at Retten I Randers har tilkendt Helle Drejer Nielsen en erstatning på 240.000 kroner fra Norddjurs Kommune og speciallæge i psykiatri Piet Casier.
Det bør få konsekvenser for alle de andre patienter i landets kommuner, som Piet Casier har udfærdiget speciallægeerklæringer om, mener man hos fagforbundet 3F. Her kræver man samtlige 1700 sager revurderet. I Norddjurs har Piet Casier skrevet speciallægeerklæringer i 24 sager.
Udover i Helle Nielsens sag, har han flere gange fået kritik fra Sundhedsvæsenets Disciplinærudvalg, fordi han har fejldiagnosticeret patienter.
Andre kommuner
Udfaldet af retssagen har fået flere politikere i Esbjerg Kommune til at ønske at få foretaget en tilbundsgående undersøgelse af psykiaterens arbejde for kommunen. Fra Silkeborg Kommune siger Hanne Bæk Olsen til TV2 Østjylland at man vil undersøge, om der er anledning til at kigge på de sager igen, hvor man har brugt speciallæge Piet Casier.
Ifølge dr.dk har 32 kommuner brugt den dømte speciallæge, men Esbjerg Kommune har været flittigst.
Sagen kommer nu også op i Folketinget. Det skriver Fagbladet 3F. Enhedslisten bringer sagen op og kræver, at landets kommuner skal revurdere de 1.700 sager, hvor de har brugt Piet Casier til at udfærdige speciallægeerklæringer og kræver også en redegørelse fra beskæftigelsesministeren.
På kontanthjælp
Helle Drejer Nielsen udviklede i 2006-2008 en ledbetændelse og blev sygemeldt og senere afskediget fra sin arbejdsplads. Hun fik sygedagpenge, var i flere arbejdsprøvninger, og kom derefter på kontanthjælp.
I 2009 anmodede Norddjurs Kommune om en psykiatrisk speciallægeerklæring fra Piet Casier, og denne stillede blandt andet diagnosen 'sygdomsefterligning'. Efterfølgende skrev Helle Drejer Nielsens egen læge til kommunen, at det ikke var en diagnose, hun kunne genkende.
I 2011 kontaktede 3F Norddjurs Kommune for at få en 'second opinion' på Piet Casiers erklæring, men kommunen afviste dette. En overlæge i psykiatri afviste at behandle Helle Drejer Nielsen med begrundelsen, at hun ikke har en psykisk lidelse, og 3F klagede så over Piet Casier til Patientombuddet.
I 2012 indhentede Norddjurs Kommune en psykiatrisk speciallægeerklæring fra en anden speciallæge, og denne fandt heller ikke tegn på psykisk sygdom hos Helle Drejer Nielsen. Herefter blev Helle Drejer Nielsen bevilget fleksjob af Norddjurs Kommune.
3F stævnede i 2014 Norddjurs Kommune og Piet Casier for det tab, Helle Drejer Nielsen havde lidt ved at være på kontanthjælp i en årrække, og Retten i Randers afsagde i forrige uge dommen, der tilkender Helle Drejer Nielsen 240.000 kroner i erstatning for tabt indtægt, mens hun var på kontanthjælp.
Vil gennemgå dommen
Det har ikke været muligt at træffe arbejdsmarkedsdirektør i Norddjurs Kommune Michael Engelbæk. Michael Engelbæk har tidligere sagt til TV2 Østjylland, at kommunen vil gennemgå dommens præmisser og først derefter tage stilling til, hvad det giver anledning til.