Fortsæt til indhold

"Det har været hårdt - nu er jeg træt"

Helle Drejer Nielsen er lettet over at have fået rettens ord for, at der var grundlag for bevilling af fleksjob to år tidligere.

Samfund
Anette Bonde

Det er først nu, det går op for mig, hvor hårdt det har været. Nu er jeg træt."
Helle Drejer Nielsen er ikke bare træt, hun er også meget lettet oven på Retten i Randers' afgørelse midt i juli, der tilkender hende 240.000 kroner i erstatning for tabt arbejdsindtægt og ikke mindst at speciallæge Piet Casier også er dømt i sagen, fordi han i en speciallægeerklæring til kommunen i 2009 har stillet fejldiagnosen 'sygdomsefterligning'
I dag fredag fik hun besked om, at Norddjurs Kommune ikke anker dommen, hvad hun ellers havde været nervøs for.
"Jeg glæder mig til at lukke bogen, brænde alle papirer og komme videre."
Nu afventer hun, hvorvidt Piet Casier også accepterer dommen eller om han vil anke.

Har følt sig mistænkt

"Den diagnose er blevet hængende, og jeg er simpelthen så flov over den. Det har siddet i hovedet hele tiden. Hvordan kan Piet Casier konkludere det efter at have talt med mig i et par timer."
Helle Drejer Nielsen har følt sig mistænkt gennem hele forløbet, fortæller hun.
"Hvorfor skulle jeg i fire udmattende arbejdsprøvninger og en masse udredningsforløb gennem alle de år, når resultatet var det samme hver gang."
Hun har aldrig ligget på den lade side, fortæller hun. Mens hun gik i skole gik hun med aviser, hjalp i forsamlingshuset med servering og var barnepige. Efter 10. klasse tog hun en køkkenlederuddannelse, og blev umiddelbart derefter ansat som køkkenlederassistent. Hun har altid været aktiv og opsøgende, og har kun oplevet at blive afskediget én gang, nemlig da hun blev syg. Også ved de fire arbejdsprøvninger har hun selv fundet sin arbejdsgiver.

Nej til 'second opinion'

Som nævnt i artiklen herunder blev Helle Drejer Nielsen syg i 2006 og afskediget samme år. Hun kom på sygedagpenge og røg senere på kontanthjælp.
Hun har bedt om at få lavet en 'second opinion' på Piet Casiers diagnose, men det blev afvist af Kommunen. Helle Drejer Nielsen fortæller, at hun følte sig ydmyget og psykisk forslået, efter at have været inde hos Piet Casier.
"Han blev mere og mere irriteret, og jeg kunne ikke nå at tænke, før han havde stillet et nyt spørgsmål. Hans blyant knækkede, og han skulle nå et tog, sagde han. Han spurgte blandt andet til mit sexliv. Jeg følte mig mere og mere utilpas, krænket. Der skal ellers meget til at slå mig ud af kurs. Bagefter var jeg nødt til at ringe efter min kæreste, jeg kunne ikke selv køre hjem."
Helle Drejer Nielsen havde medbragt et foto på USB af sit brystben, der var hævet, og som var en del af den fysiske sygdom, der bl.a. også medførte smerter i lænd, fødder, bevægeindskrænkning og træthed. Det var han ikke interesseret i at se, fortæller hun.
Da hun kontaktede Norddjurs Kommune og beklagede sig over den ubehagelige oplevelse fik hun at vide, at det var en meget dygtig og anerkendt psykiater, som Norddjurs kommune anvendte.

Vil gerne have flere timer

I 2012 fik Helle Drejer Nielsen omsider lov til at få testet Piet Casiers diagnose af en anden psykiater, og denne meddelte, at hun intet psykisk fejlede. Herefter fik hun det fleksjob-bevis, hun længe havde bedt om, og hun er nu ansat i fleksjob på et værksted i Grenaa i fem timer om ugen.
Hun vil dog gerne have et andet fleksjob med lidt flere timer om ugen, idet det er et en-mands-firma.
"Jeg vil gerne havde nogle flere kollegaer. Jeg har en stor arbejdsintensitet, og jeg kan godt li' at være i gang og være ude blandt andre."