Familien brygger på den gode sommeroplevelse
Et besøg på Ebeltoft Gårdbryggeri i Hyllested Skovgårde er et visit på en lille attraktion med potentiale til noget endnu større
Ebeltoft Gårdbryggeri er ikke lige det, som først falder i øjnene, når man åbner turistbrochurerne for at hente inspiration til sommerturene. Men for dem som alligevel finder frem til bryggeriet i Hyllested Skovgårde nordøst for Ebeltoft venter en unik lille perle med noget af det ypperste indenfor øl og sodavand.
Smagen i de forskellige sodavand stammer ikke fra smagsstoffer og essenser - men fra friske råvarer. Derfor hører de også til i den dyre ende - med en pris svarende til en god rødvin.
På nær en enkelt lille ”nitte” med dansk vand er der hjemmebrygget øl i de 15 øvrige af fadølsanlæggets 16 haner i gårdbryggeriets café, og så er der ellers også Hindbærbrus, Ingefær- & Citronbrus, Jordbærbrus, Kirsebærbrus, Lime- & Myntebrus, Ribsbrus - og den prisbelønnede Rabarberbrus - på menukortet.
Familetravlhed
For Peder Zacho Hansen og hustruen Helle Høgh er sommeren - også - en travl tid, når der i perioden 27. juni til 15. august, på nær søndage, er åbent i cafeen dagligt kl. 11 til 19. Og deres tre børn bruger heller ikke sommeren på afslapning.
”Oline som bor i København står i cafeen sammen med lillesøster Marie, der har afsluttet 9. klasse i Ebeltoft og nu skal på efterskole,” fortæller Helle Høgh.
”Og Anton som er nyudsprunget student fra Grenaa tager sig af det tekniske med vedligeholdelse og servicering m.m.”
Gæsterne sidder ved borde på terrassen med en helt fantastisk udsigt - både til bordet med de forskellige øl og sodavands fantastiske og farverige soldanse - og til naturens kulisse i baggrunden.
”På dage hvor vejret ikke lige er med os, indretter vi os intermistisk med borde inde i cafeen.”
Fodboldbane og grill
Projektleder på Maltfabrikken i Ebeltoft, Kristian Krog, som bor tæt på bryggeriet, er en af dem som sidder og nyder solen og en øl denne dag. Han må dog skyndsomt tømme glasset, da børnene kalder fra fodboldbanen, som er til fri afbenyttelse for gæsterne.
Man må gerne tage madkurven med, og midt mellem bordene på terrassen står en sulten grill til fri afbenyttelse.
”I cafeen sælger vi også pølser til at lægge på grillen fra Slagter Kruse i Tved - og pesto fra Smag i Ebeltoft.”
Opdag det selv
Denne uge kræses der onsdag aften ekstra for gæsterne i form af Blues'n Food med mad og musik. H.P. Lange, Troels Jensen og Hugo Rasmussen spiller, og de 200 billetter var hurtigt afsat.
Hverken reklamebudget eller hjemmesiden ebeltoftgaardbryggeri.dk gør særlig væsen af sig. Og det er helt bevidst.
”Vi vil faktisk gerne, at folk selv opdager stedet - og fortæller den gode historie videre til andre,” siger Peder Zacho Hansen.
”Det er der heldigvis både lokale og turister, som gør - og det behøver ikke at ske hurtigere end nu.”