Fortsæt til indhold

Nicolai Wammen: Nej, jeg skal ikke være borgmester i Favrskov

Forsvarsministeren kom forbi Hammel for at støtte den lokale S-kandidat Daniel Toft Jakobsen

Samfund
Af Michael Wulff

Der var højt humør ved Brugsen i Hammel onsdag eftermiddag. Den store minister-Audi svingede ind og satte forsvarsminister Nicolai Wammen (S) af - for fjerde gang indenfor de sidste par år.
"Har jeg virkelig været i Favrskov så meget. Men det er også et godt sted at besøge," sagde Nicolai Wammen til FavrskovPosten.
"Men nej, jeg skal ikke være borgmester, for I har den bedste i Nils," sagde Nicolai Wammen med et stort smil til spørgsmålet om den store interesse for netop Favrskov.
"Og jeg skal ikke være forsvarsminister, hvis du vil spørge om det," lød det lynsnart fra borgmester Nils Borring (S), som også var mødt frem. "For vi har den bedste i Nicolai."

"Nedefra, okay," sagde Wammen, der lige havde været sammen med Jakob Ellemann-Jensen, søn af Uffe. "Ellemann fortalte mig, at i hans familie har de lært to ting: Aldrig at sige 'den er hjemme' og så blive fotograferet nedefra."

Wammen havde ikke mødt Daniel Toft Jakobsen før, 'men jeg har set dig i rigtig mange lygtepæle på vejen hertil' fik den socialdemokratiske folketingskandidat at vide af Wammen.
Og så gik de to kandidater - Wammen er jo også opstillet i Aarhus og Østjylland - sammen med borgmester Nils Borring i gang med at dele roser og brochurer ud.

Der blev snakket og lyttet i den gode halve times tid Nicolai Wammen deltog i valgkampen ved Brugsen i Hammel onsdag eftermiddag.
Caroline kom fra Aarhus for at synge på Hammel Neurocenter. Hun fik en rose og et par ord med af Daniel Toft Jakobsen, folketingskandidat i Favrskov og Østjylland.
Farvel Favrskov, lød det fra forsvarsminister Nicolai Wammen, der godt kan lide at hænge ud med S-vennerne i sin nabokommune.

Højt humør i Hammel. / Michael Wulff, journalist

Posted by FavrskovPosten on 3. juni 2015