Fortsæt til indhold

Krav om bevægelse sparkes helt i mål

Lærere, pædagoger og ledere skal have mere viden om, hvordan mere bevægelse indarbejdes i skolernes hverdag

Samfund
Erland Rasmussen

Skolereformens krav om, at eleverne i gennemsnit skal bevæge sig 45 minutter i løbet af skoledagen, skal nu følges helt til dørs i Skanderborg Kommune.
Det var sidste år, i august 2014, at bevægelses-kravet blev obligatorisk.
Men efterfølgende viste en undersøgelse fra kommunernes organisation, KL, at 67 procent af landets kommuner oplevede væsentlige udfordringer med at føre målsætningen ud i livet.

Halter i de ældste klasser

Især i de ældste klasser kniber det med at få bevægelse ind i undervisningen.
I Skanderborg Kommune viser en spørgeundersøgelse fra april 2015, at skolerne er godt på vej til at opfylde målsætningen om 45 minutters daglig bevægelse. Men også her halter de ældste klasser mest bagefter.
Det billede bekræfter Mette Mølbach, der er pædagogisk leder på Stilling Skole:
”På Stilling Skole har vi en ambition om, at de 45 minutters bevægelse i videst muligt omfang skal hænge sammen med det faglige indhold. Den målsætning er vi godt på vej til at opfylde i indskolingen og på mellemtrinnet, men i udskolingen er det en større udfordring at få bevægelse ind i undervisningen på en måde, så det understøtter elevernes læring,” siger hun.

Hjerneforsker og adjungeret professor Kjeld Fredens og adjunkt Claus Løgstrup Ottesen (billedet) underviser lærerne.

Turbo på processen

Skanderborg Kommune sætter nu turbo på processen. Det sker i første omgang på en konference, hvor mere end 350 lærere, pædagoger og ledere samles for at lære mere om, hvordan de får mere bevægelse ind i undervisningen.
Den er samtidig begyndelsen på kommunens projekt Alle børn i bevægelse, som har til målsætning at øge glæden, omfanget og kvaliteten af bevægelse for alle børn og voksne i alle fag i folkeskolen hver dag.
På konferencen 4. august på Niels Ebbesen Skolen holder hjerneforsker og adjungeret professor Kjeld Fredens og adjunkt Claus Løgstrup Ottesen oplæg om, hvordan bevægelse fremmer læring. De giver også praktisk inspiration til bevægelsesaktiviteter i undervisningen.
Formålet er at give medarbejderne på skolerne de bedst mulige forudsætninger for at få mere bevægelse ind i undervisningen.
”Vi ved, at bevægelse i skolen har stor betydning for elevernes læring, trivsel og sundhed. Skolerne i Skanderborg Kommune er allerede godt i gang med at skabe mere bevægelse i undervisningen. Det arbejde vil vi gerne understøtte ved at give vores medarbejdere den nyeste viden og praktisk inspiration,” siger Torben Steen, chefkonsulent for skoler og specialtilbud i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.

Skoleleder tror på effekt

Fra Stilling Skole har 25 medarbejdere meldt sig til konferencen.
“Når vi er så mange afsted sammen og får fælles viden og opmærksomhed på området, får det stor effekt bagefter. Jeg tror, det vil give os et godt skub til at komme videre med at gøre bevægelse i undervisningen til en naturlig del af lærernes planlægning”, siger Mette Mølbach.