Fortsæt til indhold

Derfor står der en hvid boks i buskene på Trippendalsvej

Materialegården har sat en måler op ved busstoppestedet over for Herstedøster skole

Samfund
Jørgen Brieghel

"Der er kommet en hvid boks på Trippendalsvej, ved busstoppestedet over for Herstedøster skole. Hvad skal den bruges til?", har en læser spurgt Albertslund Posten.
Vi har kontaktet Materialegården, hvor formand, Allan Sibbern, har svar på rede hånd:
"Vi har sat boksen op! Det er en del af Vejdirektoratets måleudstyr. Landet over er der tilsvarende målestationer, som fortæller om vejtemperaturen, saltindholdet på vejbanen, fugtigheden osv. Det bruges i forbindelse med vintervedligeholdelse", fortæller Allan Sibbern.
"Vinterman" hedder Vejdirektoratets datasystem
, som man kan abonnere på. Det gør Materialegården i Albertslund.
"Det er jo os, der står for kommunens vintervedligeholdelse, og med de data vi får fra målestationen, kan vi foretage en præcis saltning og undgå hovsa-saltninger. Ved at koble sig på systemet, kan vi direkte på vores edb-skærm se en række data om vejene, og dermed vide præcis, hvornår vi skal salte. Tidligere benyttede vi os af målestationer i omegnen af Albertslund, men nu har vi altså fået vores egne og meget præcise data".
Allan Sibbern fortæller, at det er Vejdirektoratet, der har bestemt placeringen af den hvide målestation. Deres bil har kørt rundt i kommunen og fundet det bedst egnede sted.
"Lige her på Trippendalsvej bliver der tidligst glat. Så det er et godt sted at have som udgangspunkt for hele kommunen", fortæller Allan Sibbern.