Fortsæt til indhold

Høj oktan og blankpolerede biler

Veteranbiler, baneracere, stylede biler og biler med filmtemaer. Stort bilshow i Frederikssund på lørdag

Samfund
Af Simon Kratholm Ankjærgaard

Lørdag morgen vil den ene blankpolerede bil efter den anden trille ind i Frederikssund for at deltage i det årlige bilshow på Torvet og ved Vandkunsten. Gadenvil være spærret af fra klokken otte om morgenen og showet vil åbne officielt klokken 10 og slutte klokken 17.
Og der vil være nok at se på - også i år. 130 biler er tilmeldt, og der er noget for enhver smag: Veteranbiler, velholdte og stylede hverdagsbiler, baneracere og biler med filmtemaer, blandt andet Disneys populære "Frost" og "Alien".
Bag showet står Helle Tullberg Petersen, Mads Tullberg Larsen, Steffen Sejersten Nowicki Jeppesen, Nini Nowicki Jeppesen, Niclas Hansen og Rene Anton Skibsted Larsen.
Et dommerpanel vil på dagen uddele flere forskellige priser til eksempelvis "Peoples choice", "Best Daily Driver", "Best in Show", Best American" og bedste klassiker.
En række af Frederikssunds bilforhandlere har også meldt deres ankomst, blandt andet VW Frederikssund, Peugeot, Græse Auto og Kjærgaarden Auto.
På Facebook kan man se mere om showet. Søg efter "Frederikssund Bilshow 2015".