Fortsæt til indhold

En virksomhedsidé som blev guld værd

Tilbage i 2013 havde Michael Clemmensen en idé og plan til en virksomhed, men manglede viden om opstart. Han deltog på Køge Erhvervsservices iværksætterkursus, og spinder nu på andet år guld på sin virksomhed Cavina, en grossistvirksomhed inden for smykke

Samfund
Arkiv

UDVIKLING Michael Clemmensen startede sit firma med et ønske om, at “det må kunne gøres bedre”.
Han havde den nødvendige erfaring med handel med ædelmetal og diamanter, et indgående kendskab til branchen og dens mange facetter.
Han havde også mere eller mindre sit koncept på plads, men manglede overblik over, hvad der skulle til for at drive egen virksomhed. Han tilmeldte sig derfor iværksætterkurset hos Køge Erhvervsservice.
På kurset var målet for Michael Clemmensen at få virksomhedens forretningskoncept helt på plads, og få skabt en levedygtig forretning med vækstpotentiale. For med et stærkt koncept ville han få nemmere ved styrke sine kunderelationer og dermed øge omsætningen – og det lykkedes.
I dag står han både med virksomheden Cavina, hvor han sælger ædelmetal og diamanter til blandt andet guldsmede, og Køge Guld som er et brand under Cavina, der henvender sig til privatpersoner.

Godt miks mellem eksperter og netværk

Under iværksætterkurset deltager kursisterne i gruppearbejde, øvelser og workshops for at sikre, at det er egne specifikke behov, som bliver sat i centrum.
På kurset spiller undervisningen dog også en central rolle, og her fik Michael Clemmensen og de andre deltagere undervisning af eksperter indenfor jura, revision, markedsføring, finansiering og økonomi.
Kombinationen af undervisningen, gruppearbejde, øvelser og workshops har en stor effekt i forhold til, om virksomhederne kommer godt fra start.
- Det var meget inspirerende for mig at deltage på iværksætterkurset. Jeg fik en rigtig god dialog og sparring med de eksperter, som underviste, og det gav mig en bred forståelse for, hvad der skal til for at drive egen virksomhed og en bekræftelse i, at jeg var på rette vej.
Alt i alt gav iværksætterkurset mig de redskaber, jeg havde brug for, for at komme godt fra start og i dag står jeg med en virksomhed med sikker drift og et stærkt koncept, fortæller Michael Clemmensen, indehaver af Cavina.
Kurset sætter netop fokus på samværet og netværk deltagerne imellem. At få udvidet netværket er nemlig et kæmpe plus for deltagerne og en styrke for den enkelte at møde andre lokale selvstændige. Det giver god energi og potentiale for samarbejde og sparring i løbet af kursusgangene og efter kursets afslutning.

Bag om kurset

Iværksætterkurset som i øvrigt starter næste omgang den 24. august 2015, er et samarbejde mellem Køge Erhvervsservice og Ringsted Kommune og er for alle i Køge og Ringsted kommuner, som ønsker at starte virksomhed eller lige er gået i gang.
For mere information – se Køge Erhvervsservices hjemmeside på: www.koegeerhvervsservice.dk under Kurser.
sl