Uddannelse giver målbare resultater
Medarbejderne i 90 sjællandske virksomheder har med succes udviklet og løftet deres kompetencer gennem skræddersyede kursusforløb. Kurserne er afholdt hos virksomhederne selv, og udbyttet kan ses både på bundlinjen og på øget arbejdsglæde.
UDDANNELSE Lærerigt, brugbart og tilgængeligt.
Sådan beskriver et udsnit af virksomhederne afkastet på de tilpassede kurser, som de har afholdt inden for det seneste år. Kurserne er udbudt af en række erhvervsskoler gennem EU-projektet KOMP-AD, og det har været gratis for virksomhederne at deltage.
Tilfredse medarbejdere og positivt resultatløft
I Busselskabet Anchersen er ledelsen blevet undervist og trænet i at sætte mål, delegere og arbejde med medarbejderinvolvering. Forløbet har sikret, at lederne i de forskellige afdelinger er blevet løftet indenfor blandt andet målfastsættelse, kommunikation og delegering.
- Lederne har været med til at sætte konkrete mål for, hvad de ønsker at nå i deres afdeling. Det har øget deres involvering og højnet motivationen, fortæller HR-chef i Anchersen Nadja Halby, og tilføjer, at kurserne også har givet et bedre sammenhold og samarbejde på tværs af afdelingerne.
Hos AVS Danmark vurderer direktør Kjeld Bagger, at virksomheden har løftet sit resultat med 5-7 % som resultat af et projekt i virksomheden, hvor virksomheden fik undervisning i LEAN.
- Vi har fået værdifuld viden i projektet, som kan være med til at fjerne spildtid fra vores sælgere. Vi tror så meget på de muligheder, der findes, at vi har oprettet en ny stilling som indkøbs- og salgskoordinator. Vi regner med at det vil spare omkring 30 % af sælgernes tid, så de kan bruge tiden effektivt på at rådgive og skabe omsætning, siger Kjeld Bagger.
Efterspørgsel på tilpassede kurser
Hos Roskilde Handelsskole mærker man en øget søgning efter kurser, som er særligt tilrettelagt den enkelte virksomhed. KOMP-AD projektet har givet mulighed for at udvikle og afprøve virksomhedstilpasset undervisning i samarbejde med Køge Handelsskole, ZBC og EUC Sjælland.
- Vi har længe oplevet et stort behov for at tilpasse undervisningen til den enkelte virksomhed. Som udgangspunkt er undervisningen foregået ude i virksomhederne, men der har også været udbudt en række kurser indenfor for eksempel LEAN og digitalisering, hvor virksomhederne har været samlet til en dags undervisning” fortæller John Wallin Pedersen, som er uddannelsesleder på Center for Voksenuddannelser på Roskilde Handelsskole og samtidig projektansvarlig for KOMP-AD på Sjælland.
Ifølge John Wallin Pedersen er samarbejdet mellem kursusudbyderne kommet virksomhederne til gode:
- I hele projektforløbet har vi brugt hinanden som sparringspartnere, og på den måde sikret, at indholdet af kurserne ramte plet i forhold til virksomhedernes behov ud fra vores forskellige erfaringer.
Selvom projektet snart slutter, så har vi givet hinanden hånden på at videreføre det gode samarbejde – til gavn for både virksomhederne og uddannelsessøgende voksne i det hele taget, fortæller han.
sl