Fortsæt til indhold

Han var med til at skrive politisk historie

MF’er Torsten Gejl fra Sdr. Kastrup var med helt tæt på lige fra Alternativets spæde start

Samfund
Mogens Greve

Nyvalgt Folketingsmedlem - valgt for Alternativet Nordjylland, Torsten Gejl fra Sdr. Kastrup i Syddjurs Kommune, havde tidligere arbejdet sammen med partistifter Uffe Elbæk i forskellige sammenhænge. Men da Uffe Elbæk i efteråret 2013 meldte sig ud af Det Radikale Venstre, var det ti år siden, de to senest havde haft kontakt med hinanden.
Torsten Gejls mavefornemmelse sagde, at noget var under opsejling, og han sendte Uffe Elbæk en mail og skrev, at hvis han var ved at starte et nyt parti op med bæredygtig omstilling på programmet, så var Torsten Gejl klar.
14 dage senere modtog Torsten Gejl en mail med den første beskrivelse af Alternativet - og en stor mundkurv.

Helt høj

”Jeg var helt høj af at læse det og følte for første gang, at jeg virkelig havde lyst til at være med i et politisk parti,” fortæller Torsten Gejl.
Han fremhæver blandt andet, at det ikke kun handlede om økonomiske sorte tal - men også om sociale og miljømæssige sorte tal samt det, at man ville føre en sober debat uden at svine andre til.
”Jeg meldte tilbage, at jeg var med - og det blev taget helt alvorligt, så jeg var med til at lave Aarhus-afdelingen sammen med Helle Engelbrecht, som nu er formand for Alternativets hovedbestyrelse.”
Gennem et par måneder deltog Torsten Gejl også i jævnlige ”tys-tys” møder på Uffe Elbæks kontor på Christiansborg.
”Det lykkedes os at holde det hemmeligt, til det passede os at komme ud med budskabet om det nye parti i november 2013.”
Partiet blev dengang spået 0,1 procent af stemmerne - unægtelig temmelig langt fra de 4,9 procent og 9 mandater, som blev resultatet af det senere Folketingsvalg 18. juni i år.
”Vi var helt sikre på, at når Alternativets idégrundlag var så stærkt i os, så ville det også være stærkt i mange andre.”

Alle blev snydt

Torsten Gejl siger, at alle mediernes spåmænd og -koner blev snydt af de sociale mediers betydning for partiet - og de mange likes på Facebook.
”Da vi havde underskrifterne i hus for at kunne stille op, gav meningsmålingerne os pludselig ti gange så mange stemmer, og jeg blev virkelig rørt, da jeg i en avis her i marts, mens jeg på Skolebakken i Aarhus ventede på toget, for første gang så en meningsmåling give Alternativet mere end 2 procent af stemmerne. Ligesom Uffe Elbæk i sin tid blev dømt ude, da han startede Kaospiloterne, blev han også dømt ude ved starten af Alternativet. Men man tog igen så grueligt fejl.”

Nordjylland

Siden november har Torsten Gejl været i Nordjylland hver uge, og under valgkampagnen var han der hver dag.
”Fra november begyndte jeg også lige så stille at overdrage mit firma, OCN Danmark, til min driftschef, og der har været stor opbakning fra de ansatte til at tage over. Jeg skal ikke være halv på OCN og halvt politiker, så det ender nok med, at jeg fra årsskiftet laver firmaet om til et ApS - og lader nogle af mine medarbejdere købe sig ind.”
Torsten Gejl havde regnet med en opstilling i Østjylland, men da han fik tildelt Nordjylland, gik han fuldt og helt ind for det - med stor succes.
”Jeg er nu valgt i Nordjylland, og det er der, jeg vil bruge mine politiske kræfter.”
Blandt mærkesagerne nævner han arbejdet med Energiprojekter, herunder vindmøller og økologiske iværksættere - samt modstanden mod skifergas. Således har han allerede arrangeret en skifergas konference på Christiansborg lørdag 24. oktober, hvor det vigtigste formål er at informere om konsekvenserne af skifergasboringer.
”Men jeg vil også være synlig i lokalområdet - blandt andet i forbindelse med kommunalvalget, hvor jeg er klar til at bakke de lokale kandidater op. Selv om Anders Lind fra Grenaa ikke kom i Folketinget, gør han det rigtig godt og fik rigtig mange stemmer. Vælger han at stille op til kommunalvalget, er jeg også klar til at bakke ham op.”