Fortsæt til indhold

22-årig Maria blev mobbet syg - nu er hun forfatter

22-årige Maria Wendt har skrevet en bog om en kvinde med en forfærdelig barndom. Selv har den unge forfatter også ar på sjælen efter års mobning i folkeskolen

Samfund
Af Mette B. Sørensen

På bordet foran Maria Wendt ligger en bog med titlen “Hjem, kære hjem”, og skænken ved køkkenet er midlertidigt hjemsted for blandt andet blomster, nye øreringe og forskellige lykønskningskort, der vidner om, at noget særligt er hændt. Og denne sommer har da også været helt unik for 22-årige Maria Wendt fra Ølstykke. Trods sine kun 22 år, kan hun med udgivelsen af sit helt eget værk i juni i år nemlig nu kalde sig for forfatter.
Den unge kvinde begyndte tilbage i september 2010 at skrive på en bog om en 18-årig pige, der lider under en opvækst med misbrug og svigtet tillid, og tre år senere havde Maria Wendt skrevet sidste kapitel af den bog, hun senere fik udgivet på forlaget Mellemgaard.
For Maria Wendt er “hjem, kære hjem” ikke blot hendes første bog, hele skriveprocessen har også fungeret som et terapeutisk forløb for den unge forfatter, der havde en forfærdelig tid i folkeskolen.
“Jeg var udsat for det, man kalder for psykisk mobning, jeg var den, der blev hold ude af fællesskabet,” fortæller den i dag 22-årig kvinde og fortsætter:
“Venner havde jeg ikke ret mange af, jeg turde ikke stole på dem.”
Drillerierne begyndte allerede i de små klasser, hvor Maria Wendt med sine briller, tandbøjle og stille sind var et let offer. Som årene gik blev skoletiden kun sværere og Maria Wendt begravede sig i lektier og håndbold, men som 14-årig måtte hun vinke farvel til sporten som følge af en knæskade.

Mobbet syg

Da den unge Ølstykke-pige nåede 10. klasse havde hun flere gange været sygemeldt i længere perioder, hun brød sammen over ingenting og mærkede samtidig en intens vrede inden i sig.
“Jeg turde ikke gå i skole, for hvad ville der ske? Ville de ignorere mig, tale til mig eller sige noget grimt,” siger Maria Wendt som husker:
“Jeg havde voldsomme tanker om selvskade og til dels også selvmord, men jeg gjorde ikke noget ved det, fordi jeg ikke turde.”
Gennembruddet til et bedre liv kom for Maria Wendt i 10. klasse, da hendes mor foreslog hende at skrive en stil om, hvordan Maria Wendt havde det i skolen.
Den stil fik hendes lærer til at skaffe Maria Wendt psykologhjælp, og det blev vendepunktet for den unge pige, der dog stadig lider af mén fra sin forfærdelige skoletid.
“Jeg lever med følgevirkningerne af mobning på den måde, at jeg lider af angst og depression og har tendens til stress,” fortæller hun.
I dag håber hun på, at hendes historie og bog kan hjælpe andre unge gennem de svære ungdomsår.
“Der er mange ting i bogen, som unge piger kan nikke genkendende til. Jeg håber også, at bogen måske kan få forældre eller de unges omgangskreds til at forstå nogle ting,” siger Maria Wendt, som også har sagt ja til at holde et foredrag om både sin egen historie og sin bog på 10. Klassecentret.
“Hvis jeg kan hjælpe nogle andre, vil jeg gerne gøre det,” siger den unge forfatter.
Derudover skal hun signere bøger til BogForum i Bella Centret 7. november, og man kan også møde Maria Wendt 5. September ved messen “Egedal for alle” i Smørum.
Og så er det muligt, at den unge forfatter snart får udgivet endnu en bog. Hun er nemlig allerede nu godt i gang med et helt nyt bogmanuskript. Hvad det handler om, vil Maria Wendt ikke løfte sløret for, men fortæller dog, at genren også her er socialrealisme.
Og står det til Maria Wendt er det blot endnu en bog i en lang række.
“Det har i mange år været en drøm for mig at blive forfatter, men om jeg kan leve af det, det ved jeg ikke,” smiler hun.

Den store blok er en fast følgesvend for Maria Wendt. Her noterer hun alle tankerne om sine bogprojekter ned - både dag og nat. (Foto: Mathias Rasmussen)