Trekløver udstiller i Pavillonen
Vibeke Nilars, Ingolf Steffensen og Annelise Bugge Lund udstiller sammen
udstilling Billedmager Vibeke Nilars udstiller i Pavillonen i Grenå i perioden 30. juli til 19. august. Hun har inviteret sine to venner skulptør Ingolf Steffensen og billedkunstner Annelise Bugge Lund med som udstillere. Der er fernisering 30. juli klokken 17.
De sidder alle tre i bestyrelsen for en kunstnersammenslutning, og opgaven for dem er ofte at finde udstillingssteder til de øvrige kunstnere. Denne gang gælder det deres egne værker.
Vibeke Nilars laver storytelling pictures, hun arbejder med malerier, blandform, ikoner og i træ.
Ingolf Steffensen udstiller skulpturer, hvor han formmæssigt går ud fra grundformerne – kuben, rektanglet og kuglen. Han udforsker de forskellige jerntypers muligheder og egenskaber i den kunstneriske skabelsesproces.
Annelise Bugge Lund arbejder med billedkunst og keramik. Motiverne i hendes billeder opstår ofte spontant, eller hun forfølger et tema, hvor farverne er i centrum.