Let fod fra speeder
I Skanderborg Kommune starter 778 børn alene i folkeskolens 0. klasser. Kampagnen De Ualmindelige og en øget politiindsats skal minde bilisterne om at passe godt på de nye i trafikken. Skanderborg Kommune er gået sammen med Politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden for at give de mange nye skolebørn en tryg skolestart.
“Det kan være svært at bevare overblikket, når man kun er 5 eller 6 år og skal over en skolevej, hvor trafikanterne måske kører forbi i høj fart. Derfor har vi i Skanderborg Kommune været med til at udvikle kampagnen De Ualmindelige, som andre kommuner siden har taget til sig. Vi gentager kampagnen i år, fordi det er meget vigtigt at hjælpe de nye skolebørn og forebygge trafikulykker ved vores skoler,” siger Jens Peter Langballe Sørensen, funktionsleder for Vej og Trafik i Skanderborg Kommune.
Politiet sætter ind med ekstra kontrol ved mange af landets skoler blandt andet for at få bilisterne til at lette foden fra speederen.