Gospelfixere på spil i Skovgårde
Der er bibelcamping i Skovgårde med gospelkoncert lørdag 1. august
Rune Herholdt og The Gospel Brothers gospelfixer på Skovgaarde Bibelcamping lørdag 1. august klokken 19 - 20. 'Golffixer' kan forklares ved, at man i gospelkor taler om det “ugentlige gospelfix”, og der vil efter sigende blive injiceret ren gospel direkte i årerne ved koncerten.
“Det er dokumenteret, at gospel udløser endorfiner og øger produktionen af oxytocin. Det er det, forskere populært kalder freds- og kærlighedshormonet. Og det er dét, vi vil dele ud af i Skovgaarde”, forklarer Rune Herholdt, som til daglig er leder af Jyllands største gospelkor, Aarhus Gospel Singers på 180 sangere.
Rune Herholdt & The Gospel Brothers er Rune Herholdt, vokal, akustisk guitar, Stephen Nørrelykke, klaver, orgel, kor, Bjørn Petersen, kontrabas, kor, og Jimmi Bech, trommer, kor.
Undervejs fortælles historierne bag nogle af gospelsangene. Publikum inviteres til at synge med på koncertens fællessange under uhøjtidelig og kyndig vejledning.