Speedwaytalent bevarer førligheden efter alvorligt uheld
I sidste uge holdt speedwayverdenen vejret i døgns tid efter at matchen mellem Esbjerg Vikings og Munkebo Scorpions blev ramt at et voldsomt uheld.
De to unge kørere Jesper Scharff fra Munkebo og Jonas Jensen fra Esbjerg stødte voldsomt sammen i deres første heat. Uheldet skete, da Jesper Scharff rammer et hul i banen og mister kontrollen over sin speedwaycykel og stejler. Her rammer ham Jonas Jensen, der ryger af sin cykel og videre ind i banden.
”Først er vi egentlig fortrøstningsfulde, og Jonas er da også ved bevidsthed hele vejen igennem. Han bliver selvfølgelig kørt på hospitalet til et tjek, og her kan man så konstatere, at der er tre brud på nogle nakkehvirvler, en kollapset lunge samt et brækket ribben. Det er klart værre end først antaget, og her frygter vi naturligvis for Jonas' førlighed,” siger pressechef Lars Guldager Dyhr til Lokalavisen Esbjerg.
Ovenpå den dystre melding fra sygehuset gennemgår Jonas Jensen en operationen - og herefter er meldingen anderledes positiv.
"Alt er gået så godt som muligt. Den første melding lyder på, at Jonas får sin fulde førlighed tilbage, men at der er et lille spørgsmålstegn ved balancen. Det skulle være muligt at træne sig ud af, hvis det volder problemer, og under alle omstændigheder venter der ham et langt genoptræningsforløb. Han kommer selvfølgelig ikke til at køre mere i år, men han er ved godt mod og fast besluttet på, at han kommer tilbage på cyklen. Det glæder os alle sammen, men nu skal Jonas fokusere på at blive frisk, og vi vil støtte ham så meget som muligt," siger pressechef i Esbjerg Motorsport, Lars Guldager Dyhr til klubbens hjemmside.