Fortsæt til indhold

Samler ingredienser i skov og på strand

Simon Rysgaard er køkkenchef på Restaurant Sostrup Slot

Samfund
Anette Bonde

Simon Rysgaard havde travlt som forpagter og kok på Strandcaféen i Bønnerup sidste sommer, som halvdelen af et travlt makkerpar. Stedet måtte desværre lukke, og han var derefter i vildrede om, hvorvidt han fortsat skulle være kok eller om han skulle finde på noget helt andet. Han var tæt på at flytte til Aarhus, da han af en god bekendt blev rådet til at søge stillingen som køkkenchef på Sostrup Slot.
Både Simon Rysgaard og den ene af slottets to ejere Kirsten Bundgaard Swift kunne ved jobsamtalen hurtigt se, at der var et match.
“Hun fortalte, at hun havde spist på Strandcaféen sidste sommer, og hun havde overvejet at spørge mig, om jeg ville drive begge steder. Det passede lige pludselig sammen det hele”, fortæller Simon Rysgaard glad.
Så droppede han planerne om at flytte til Aarhus.
“Det er her, jeg skal være i mange, mange år. Her er en god energi, og det er et spændende projekt. Og så får jeg lov at være lige så skør med maden, som jeg har lyst til.

Urter fra skoven

Køkkenet gør en dyd ud af at anvende lokale produkter, og også gerne ting, der kan findes lige uden for døren. Simon Rysgaard har igennem foråret og sommeren taget en kurv på armen og gået ud i skoven og på stranden for at samle urter og frugter.
“Jeg begyndte lige så stille med at finde skovsyre, manna og strandkål, og så har jeg brugt rigtig meget spæde bøgeblade og skvalderkål, både i kød- og fiskeretter. Det er dejligt at kunne gå ud og plukke noget og se, at det bliver en øjenåbner for gæsterne. Blandt andet skvalderkålspesto.”
Simon Rysgaard fortæller, at menukortet kun har tre hovedretter at vælge imellem, det vil sige en kødret, en fiskeret og en vegetarret. De udskiftes hver uge alt efter årstiden og hvad leverandørerne kan skaffe. Hver uge er der også en ny dessert, og gæsterne kan også vælge en ostetallerken samt frugt.
Hvert aftenselskab får en gratis starter, som Simon Rysgaard bestemmer.
“Jeg vil gerne lære folk om mad, de ellers ikke ville bestille, blandt andet indmad. Sidste uge serverede vi en alternativ kartoffelmad. Det er altid sjove ting, så folk bliver overraskede.”