Rådhusuret går igen - men uden at slå
Rådhusets ur gik i stå i weekenden. Det er motoren, der får uret til at slå hvert kvarter, den er gal med
Steen Trolle
Tiden har stået stille i Lyngby. I hvert fald i nogle dage, hvor viserne på rådhusuret i har stået på klokken halv tre, uden at rokke sig ud af stedet. Nu går det igen, men de faste time- og kvartersslag mangler. Det er nemlig 'slagmotoren', den er gal med. Den gamle motor, der får uret til at slå, fik sikringerne til at springe, og den skal nu ordnes, inden uret kan give sin faste lyd fra sig igen. Til gengæld fik teknikerne onsdag formiddag selve uret, der gik i stå i weekenden, til at gå igen. Det oplyser Signe Abildå fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Lyngby Rådhus er bygget i årene 1939-41 og uret er lige så gammelt som rådhuset.