Fortsæt til indhold

Årets vinbonde er tilfreds trods trist sommervejr

Sven Moesgaard fra Skærsøgaard Vin nær Vester Nebel er atter kåret som årets vinbonde. Og han klager ikke over vejret

Samfund
Jørgen Flindt

Regnen drysser venligt, men bestemt, ned over vinrankerne, der i lige rækker står nedad bakkerne mod den lille sø.
Selv hos et så idyllisk sted som Skærsøgaard mellem Vester Nebel og Ågård kan man ikke løbe fra, at sommeren ikke har vist sig fra den mest varme og venlige side. Og det burde måske være et problem for en vinbonde, men dertil er svaret nu et: njaaaa.
Der er fordele og ulemper ved alt. Også vejret.


“Vi er jo underlagt naturens love, og vi er i år tre uger bagefter med hensyn til modningen af druer. Så vi glemmer rødvinen. Den får vi ikke produceret flasker af i år, for dertil kan druerne ikke nå at modne nok. Hvidvin og rosévin bliver måske produceret. Men selvom vejret ikke er særligt godt her i år, så kan vi stadig få nogle rigtige gode mousserende vine ud af. Når druerne ikke får nok modenhed, betyder det omvendt mere syre i druerne, og den syrhed er godt til mousserende vine,” forklarer Sven Moesgaard, der er vinbonde.


Så jo, man indordner sig efter vejret, og årgang 2015 bliver måske nok et magert år, men lageret altid er fyldt, også på et dårligt år, for en vin tager den tid vin nu engang tager. Desuden er det ikke kun druer, man arbejder med. Æbler og andre frugter bliver årligt indkøbt og lavet nogle meget mousserende vine ud af, og den slags frugter er jo trods alt vant til de danske vejrguders sommerluner.

Årets vinbonde

Skærsøgaard er noget som utraditionel som en dansk vingård med store tønder i kælderen og vinranker på markerne. Helt bette er det heller ikke. Sven Moesgaard har fire mand ansat året rundt, så der skal produceres og sælges en del vin. Og det bliver der. Lige fra rødvin og hvidvin over cider til hedevin. Og med 15.000 solgte flasker om året, er den lokale vingård for længst vokset sig ind i den danske superliga.
Ud af 84 vinavlereherhjemme, er det så i år også Sven Moesgaard, der løb med prisen som årets vinbonde, som brancheforeningen Danske Vinavlere står bag.


“Det er fjerde gang, vi vinder titlen, og det er altså hver gang et stort og dejligt skulderklap. Det betyder meget, at det er ens kolleger rundt i landet, der vælger en,” siger han.


Skærsøgaard er nu vant til ros og hæder. 138 gange har vin fra Skærsøgaard vundet internationale priser. Senest tre internationale guldmedaljer for tre forskellige økologiske vine.


Det skete ved en blindsmagning, hvor dommerne ikke vidste om vinen var økologisk eller ej.


“Det er smagen og renheden, der giver medaljerne. Ikke den økologiske ideologi. Det er dét, der gør mig særligt glad, for det lader til, at det økologiske segment har ramt en guldåre med stor eksportpotentiale. Vores omverden skriger efter økologiske produkter, der er dokumenteret velsmagende,” har han tidligere udtalt.


Så økologien er kommet for at blive. Det er sommeren ikke. Den går snart på hæld, og den har været en noget andet en af slagsen end sidste år.


“Det var det bedste vinår nogensinde. Men sådan er det. Det går op og ned. Og året i år er ok. Bare vi ikke får nattefrost, så klager vi ikke,” siger vinbonden fra Skærsøgaard.

Caption Caption

Turister er vilde med butik

Det meste af vinen fra Skærsøgaard sælges til restauranter og via Vinspecialistens butikker rundt i landet.


Men på vingården ud til hovedvej 176 er der bygget en lille butik, hvor man kan købe de mange forskellige vine.


“Især turister er vilde med den mulighed. Vi har mange fra Tyskland, Norge, Holland, Sverige og såmænd også Polen, der dropper forbi og køber vin. Det er nok lidt eksotisk at komme hjem med dansk vin. Vi sælger jo en speciel historie her, og den historie kan turisterne godt lide,” forklarer Sven Moesgaard.


Danskere er der selvfølgelig også. Butikken har stensikkert åbent hver den første onsdag i måneden i tidsrummet 15-17.


“Vi kan ikke holde åbent hele tiden, men man er velkommen til at kigge forbi og se om vi er der. Det lover vi ikke, at vi er. Men især onsdage og mandage er i så fald bedst,” siger han.


Derudover kan man lave en aftale på forhånd.

Caption Caption