Fortsæt til indhold

Polka Verner Legatet gik til Smukfonden

For første gang blev Polka Verner Legatet tildelt et projekt i stedet for enkeltpersoner

Samfund
Jonas Wrede Hansen

"Her i 2015 er det lidt anderledes, end det plejer, da vi har valgt at give prisen til en institution fremfor enkeltpersoner," lød det fra Kirsten Lehfeldt, da hun sammen med den anden stifter af Polka Verner Legatet, Søs Egelind, i dag overrakte årets legat til Smukfonden.
Dermed er det første gang, at legatet ikke gives til kendte personligheder, men i stedet gives til en fond, der støtter forskellige danske projekter.
"Da festivalen sidste år oprettede Smukfonden, var det netop for at støtte initiativer og gode kræfter. Smukfonden har valgt at støtte projekter, der hjælper folk, som har ondt i fællesskabet og ikke kender til overskud," fortsatte Søs Egelind ved overrækkelsen.
"Vi finder det derfor helt rigtigt, at Polka Verner Legatet her i 2015 tilfalder Smukfonden, og legatet af den vej er med til at støtte nogle af de mange flotte stærke projekter rundt omkring i Danmark, der arbejder for at hjælpe ensomme og udsatte mennesker," lød forklaringen fra Kirsten Lehfeldt om, hvorfor Polka Verner Legatet lige præcis i år havner hos Smukfonden.

Smukfonden: Det er glædeligt

For at modtage legatet var et af Smukfondens bestyrelsesmedlem Jørgen Gaarde, som samtidig er borgmester i Skanderborg, til stede.
"Det er glædeligt, at et initiativ, som støtter gode projektet i hele landet, modtager årets projekt. Det er jeg glad for," fortalte han kort tid tid efter overrækkelsen til Lokalavisen og fortsætter:
"Det er dejligt, at de har kigget efter noget, der ligger lige for næsen."
Pengene lå ikke og blev gamle i Smukfonden. de blev nemlig øjeblikkeligt uddelt til tre projekter, som Smukfonden har valgt at støtte: Klubben Rosenhøjs Rap-studie i Aarhus, det lokale mentor-projekt Come Together og Allehånde Køkken i København.
LÆS om uddelingen fra Smukfonden her