Åbyhøjløbet for fjerde gang
For fjerde år i træk finder Åbyhøjløbet sted på Åbyhøj Torvedag. Løbet er for børn og voksne og går gennem Åbyhøjs gader på en fem kilometer lang rute.
Igen i år har Kvickly Åbyhøj sponsoreret løbet med præmier i alle løbskategorier - kvinder, mænd, børn samt kvinder og mænd over 55 år - og goodiebags til alle løbere.
Starten går 15. august klokken 10 fra parkeringspladsen foran Økologisk Landsforening, Silkeborgvej 260.
I år er målet med løbet at samle penge ind til en tur til Barcelona i efterårsferien 2015 for Åbyhøj IF's fodbolddrenge. Overskuddet bliver delt ligeligt imellem de 31 drenge, der skal afsted.
For at deltage indbetales 100 kroner per voksen og 50 kroner per barn på 12 år eller yngre. Det kan ske på mobilepay 28 93 02 74 (Flemming Madsen) eller på kontonummer: 3283 - 3283487350. Anfør navne på deltagere og send mail til tilmelding.abyhojlobet@gmail.com med for- og efternavn samt alder på deltagere. Du modtager en bekræftelsesmail med information om startnummer.