Fortsæt til indhold

Gymnastik, bilauktion og teater

Ingen Åbyhøj Torvedag uden gymnastik-opvisning, bilauktion og hatteteater - sådan er det også i år, tilsat rap

Samfund
Christina S. Johansen

Var det noget med en sølvfarvet Hyundai Accent 1,5 GS til billige penge? Den er fra 2002, har kørt 76.000 kilometer, er nysynet og har anhængertræk på.
Bilen bliver auktioneret bort under Åbyhøj Torvedag 15. august klokken 13.45. Budene begynder ved 5000 kroner, og alt derover går til julebelysningen i Åbyhøj.
“Det her er en fin bil, så den skal da gerne op på de 10.000 kroner,” siger Eigil Elboe, ejer af Brdr. Elboe Automobilcenter i Åbyhøj - han fortsætter:
“Vi vil selvfølgelig gerne vise flaget til torvedagen, da vi jo er en gammel Åbyhøj-forretning. Vi støtter gerne op om dagen og byen, og julebelysningen er noget, som glæder alle.”

Hatteteater med gratis bog

Ganske som de seneste fire år er Børnekulissens hatteteater også at finde til torvedagen. Teatret underholder klokken 10.10. Det er Lars Møller, der, ligesom sidste år, er dagens fortæller, mens de fremmødte børn traditionen tro selv udgør rollerne i historien.
Som noget helt nyt og særligt vil Børnekulissen uddele en gratis bog på 32 sider til torvedagens gæster. 'Børnehavens superhelt' hedder den, og det er lokale børn fra institutionen Silkeborgen, som er med på bogens billeder.
“Forældre skal læse mere højt for deres børn. Med denne bog kan forældrene få sig en snak med barnet om teater efterfølgende - og samtalen stimulerer sproget,” fortæller leder af Børnekulissen, Erik Foged.

Brdr. Elboe Automobilcenter stiller en Hyunday Accent klar til bortauktionering.

Gymnastikbørn på spring

Et andet af de faste elementer på torvedagen er gymnastikopvisning med Åbyhøjs egne gymnastik-børn fra AAIF Gymnastik klokken 11.
Opvisningsholdet står klar til både at springe og lave en indøvet serie.
Holdet er normalt på 24 børn mellem 12 og 15 år, men det er endnu usikkert præcis hvor mange, som er klar på torvedagen. Et er dog sikkert:
“Dem, der er på plads, glæder sig rigtig meget. De elsker at optræde, og det er noget helt specielt for dem at vise Åbyhøjs egne borgere, hvad de kan,” siger kasserer i AAIF Gymnastik, Gerda Benner Jørgensen.

AAIF Gymnastiks opvisningshold viser spring og en indøvet serie.

Oplev unge rappere

Som et af de nye tiltag på torvedagen kan man også opleve unge rappere fra Rap Akademiet give den fuld gas på scenen med egenkomponerede rap-sange. Det sker kl. 12.