Marie Frank synger på dansk i Park13 i nordbyen
Park13 i Trige får besøg af Marie Frank, som synger sine danske sange
Marie Frank, der i foråret udgave albummet 'Kontinua', gæster Park13 Danmarks Japanske Have i Trige 4. september.
Albummet er Marie Franks første dansksprogede udgivelse og markerer på den måde en ny begyndelse efter næsten 20 år. Til koncerten optræder hun med sit nye materiale krydret med tidligere hits fra karrieren.
Vildt grænseoverskridende
”Det bliver vildt grænseoverskridende. Men samtidig er der en befriende ærlighed over at synge direkte til folk uden muligheden for at skjule sig bag det engelske. Jeg glæder mig til at synge disse dybt personlige sange foran et publikum,” siger Maria Frank i en pressemeddelelse.
Marie Frank låner og nyfortolker brudstykker af arvesølvet fra en række danske sange og viser. Og det sker 'uden store armbevægelser eller overflødigt fedt', lyder det i pressemeddelelsen.
De første 80 koncertgæster tilbydes en helaftensoplevelse med gastronomi, vin og koncert i Park13, der er en særlig oplevelsespark på Randersvej 395 med lokaler og10.000 m2 haveanlæg i shinsen kaiyu-stil.
Koncerten, der begynder klokken 20, koster 195 kroner plus gebyr.