Fortsæt til indhold

Spinkel pige skal sidde på pæl i vandet i 96 timer

18-årig pige på 45 kilo kommer lige fra Smukfest til pælesidning i Juelsminde

Samfund
Jeppe Rafn

“Jeg kom hjem fra Smukfest i morges, og det er måske fint nok, at min krop har vænnet sig til ikke at få så meget søvn.”
Anne-Sofie Frederiksens stemme er tydelig søvndrukken, da Lokalavisen snakker med hende mandag sidst på eftermiddagen. To dage senere skal den 18-årige pige fra Serridslev deltage i en grænseoverskridende udfordring: Pælesidningskonkurrencen til Fest i Hvalen i Juelsminde, hvor hun og tre andre pælesiddere uafbrudt skal sidde på en pæl i vandet i fire døgn. Altså 96 timer i træk.
“Det skræmmer mig lidt, og jeg har sagt til min familie og venner, at de skal komme allerede onsdag (konkurrencen starter onsdag klokken 17). Jeg satser selvfølgelig på at sidde alle 96 timer, men jeg ved jo ikke, hvad kroppen siger til det. Jeg er måske ikke den bedste kandidat, for jeg har ikke et fedtlag til polstring,” siger Anne-Sofie, der er 158 centimeter høj og har en kampvægt på blot 45 kilo.
Der er 10.000 kroner i præmie til deling blandt deltagerne, der kan blive siddende på pælen i alle 96 timer indtil på søndag klokken 17. Derudover får de del i et beløb fra sponsorater, hvis de holder ud i mindst 48 timer.
“Det er sindsygt hårdt, og man har behov for sine sidemænd for at gennemføre. På den anden side vil man også gerne have, de står af, for så er der flere penge til dig selv,” forklarer Pernille Juul, der er tovholder på Fest i Hvalen, der altid afholdes fra onsdag til søndag i uge 33.

Bliver hurtigt rastløs

Reglerne til pælesidning er simple. Du skal have alle dine ting med ud på pælen fra begyndelsen, og deltagerne får reb med til at hænge tasker og lignende fast på pælen. Nogle medbringer flere tasker, mens andre blot vælger at medbringe en lille pose med de mest nødvendige ting som tøj, solcreme og cigaretter, hvis man er ryger.
“Hvis du ryger, er det en god idé at have cigaretter i forskellige tasker, så du ikke taber dem alle i vandet på én gang. Det sker hvert år, at der ryger tasker i vandet,” fortæller Pernille Juhl.
Da avisen talte med 18-årige Anne-Sofie havde hun endnu ikke fundet ud af, hvad hun skalle have med ud på pælen.
“Jeg bliver hurtig rastløs, så jeg skal have noget underholdning med af en slags plus en pude og en sovepose til om natten, så jeg kan ligge på maven med arme og ben nedad. Men det går ikke at falde i for dyb søvn, for så falder man i vandet og er ude af konkurrencen,” siger hun.
Deltagerne får serveret mad på pælen, og når de skal på toilet, kommer vagterne ud med et bækken og regnslag, der dækker.
“Jeg tror ikke, jeg bliver glad for at skulle på toilet foran alle de mennesker, så det tænker jeg at gøre om natten,” siger Anne-Sofie nervøst.
De tre andre pælesiddere i år er Anne Cathrine Rose Mogensen fra Juelsminde, Henrik Kajhøj fra Horsens og Casper Fammé fra Fredericia.

Pælesidderne skal lave gymnastik et par gange om dagen.