Hvalfangst i Juelsminde
Den traditionsrige sommerfest ’Fest i Hvalen’ krydres med hvalfangst i havnebassinet, hvor der sættes ’hvaler’ ud
Fang en hval i havnebassinet og få en kæmpe is eller en kande øl. 'Hvalfangst' er det seneste påfund til 'Fest i Hvalen', som afholdes fra onsdag til søndag i denne uge på havnen i Juelsminde. Men ellers vil gæsterne kunne nikke genkendende til flere af de andre aktiviteter, der har været på programmet i næsten alle årene: Pælesidning, søsætning og pudekamp.
“Det, vi har, fungerer, og det er som altid gratis og for hele familien. Der er noget for både ham på tre år og ham på 86,” siger Pernille Juul, indehaver af Juelsminde Fisk og tovholder på 'Fest i Hvalen'.
Sommerfesten, der altid finder sted i uge 33, har i år 20 års jubilæum. Det fejres med 'Dagens 20'er', som er et tilbud på mad eller drikke for en flad tyver. Samt ekstra meget livemusik fra fredag til søndag. Tørfisk kommer traditionen tro og spiller, og derudover kan man blandt andet opleve den lokale sangstjerne Louise Juul samt de to musikere, der for 20 år siden som duo var Fest i Hvalens eneste band. I år optræder de med hvert sit band.
Overskuddet fra Fest i Hvalen går til Klakring Håndboldafdeling, som stiller med 70 frivillige hjælpere.
Hele programmet med datoer og klokkeslet kan se på facebooksiden 'Fest i Hvalen Juelsminde'.