Zjoos i Kridthøj har skiftet navn
Skobutikken på Kridthøj Torv har fået nyt navn - netskobutik.dk
Nogle har måske undret sig over, at der er kommet en ny skobutik på Kridthøj Torv i Højbjerg, men det er ikke tilfældet - den har blot fået nyt navn.
Indehaver af skobutikken Ann Pasgaard er trådt ud af kæden Zjoss og har skiftet navn til www.netskobutik.dk.
“Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi i flere år har længtes efter friheden til selv at udvælge de varer, der skal sælges i vores butik,” siger Ann Pasgaard i en mail til Lokalavisen.
Da hun trådte ud af kæden, var hun ikke i tvivl om, at navnet på butikken skulle være netskobutik.dk, da hun i 10 år har drevet den netbutik, men nu findes den altså også i fysisk form på Kridthøj Torv.
“Vores målsætning er, at der skal være større sammenhæng mellem vores online-shop og den fysiske butik - både når det gælder selve vareudvalget og præsentationen af varen, men i høj grad også når vi kører diverse kampagner,” siger Ann Pasgaard i mailen.
Nyt indhold og koncept
Det nye koncept i butikken handler ikke kun om, at der er skiftet navn, men også om indholdet i butikken, oplyser indehaveren.
“Fremover sælger vi udelukkende gode mærkevarer som for eksemepel Cashott, Billi Bi og Ecco, og vi har taget mærket Birkenstock ind også,” siger Ann Pasgaard.
Derudover er der fokus på børnefamilierne, og hun siger, at de ikke behøver tage til centrum for at købe populære børnesko af mærkerne Bisgaard, Bundgaard, Ecco og Superfit.
“Vi har fortsat fokus på børnefamilien, som vi altid har haft,” siger Pasgaard og fortsætter:
“Kunderne vil fremover opleve, at vi hurtigt kan tilpasse os modens udvikling og kundernes efterspørgsel, nu hvor vi selv kan bestemme over vores indkøb.”
Butikken netskobutik.dk har naturligvis også åbent, når der er torvedag fredag 29. maj klokken 14-17.30, hvor alle er velkomne til at dukke op.