Prøv et FOF-kursus gratis
I uge 36 kan du gratis få mulighed for at afprøve et FOF-kursus.
“Vi åbner nu op for 'en prøvetur' på kurserne i FOF-skolen. I den første uge i september er der 89 udvalgte FOF-kurser, der tager imod måske-kommende-deltagere. Og det koster ikke noget,” siger skoleleder Anne Zibrandtsen, FOF i Vejle, Hedensted og Horsens.
Det trykte kursusprogram leveres til alle postkasser i de tre kommuner midt i denne uge.
89 kurser
Kurserne dækker en lang række forskellige kategorier: bevægelse, gravide og nybagte mødre, personlig udvikling, kreativitet, it og foto, sprog, musik og sang og litteratur.
I FOF glæder man sig til at få gode reaktioner på dette nye tiltag med prøvetimer.
“Vi tror, at mange interesserede vil afprøve et eller flere af de gratis tilbud.”
Invitationen er åben for alle, og det sker i uge 36 med start mandag 31. august.
Tilmelding sker via hjemmesiden. De 89 udvalgte kurser fordeler sig mellem Horsens og Vejle.
“Der er ingen begrænsning i prøve-ugen. Man kan tilmelde sig flere kurser. Det er ens egen interesse, der styrer,” siger Anne Zibrandtsen.