Kommunikation, der dur

Kommunikation er en sjov ting: På den ene side så kommunikerer vi hele tiden—med os selv eller andre, men på den anden side, så er det som om vi aldrig bliver fuldt udlært i denne disciplin.
Derfor har jeg sat mig for i dette og i nogle af de kommende klummer at sætte fokus på kommunikationens svære kunst—en kunst som ikke bliver mindre kompliceret af at den foregår i en organisation.
En grundlæggende ting i kommunikation er, at vi i vore dage har fokus det forkerte sted: Vi tror det handler om at tale mest muligt. Men faktisk betød kommunikation i sin oprindelige udgave—det oldgræske dialogos—”sam-lytten” eller ”at søge fælles ord”.
Dette kunne være en opfordring til, i den kommende tid at prøve at fokusere mere på denne side af kommunikationen.
Lad mig for yderligere at animere til dette komme med et par ord til overvejelse:
Hvornår lærer vi mest: når vi taler eller når vi lytter?
For at pege på en ofte overset vinkel ved kommunikation, så kan jeg oplyse, at jeg en gang faldt over den påstand, at tale er klogskabens privilegium, mens lytning er visdommens!
I organisationer, hvor kommunikationen så at sige er skelettet eller den katalysator, som muliggør—eller forhindrer– værdiskabelsen er det uhyre vigtigt, at vi evner at lytte til hinanden.
For at gøre det, kan det nogle gange være en hjælp, at vi overbeviser os selv om at alle vi taler med ved mindst én ting bedre end os selv.
Så bliver opgaven i dialogen at komme fra samtalen denne ene ting klogere, at have lært noget i samtalen —god fornøjelse!

”Når jeg lytter har jeg fordelen, når jeg taler har andre den”
Gl. Arabisk ordsprog