Fortsæt til indhold

Humørfyldt jazz sejles til havnekaj

Samfund
Erland Rasmussen

Der lægges op til den store finale i Ry, når årets sidste havnekoncert løber af stablen søndag 16. august klokken 19.30.
Det er Ry Jazzværk, der slutter sæsonen af, når de kommer sejlende ind i havnen for fuld musik, hvorefter de entrer scenen efter en lille street parade, oplyser havnekoncertudvalget.
Det er blevet Ry Jazzværks varemærke, da de for nogle år siden allierede sig med museumsskibet Gl. Turisten.
Ry Jazzværk har med skiftende, men dog stabile besætninger i mange år været samlingspunkt for meget af jazzmusikken i og omkring Ry.
Orkestret består i øjeblikket af Johnny Larsen på trompet, Jens Ove Johansen på klarinet og sax, Peter Jessen på trækbasun, Frank Petersen på bas, Søren Sørensen på piano og Ole Lefevre på banjo og Benny Husted på trommer.
Ry Jazzværk spiller humørfyldt, traditionel jazz, der ofte også egner sig til fællessang.