Bliv varmet op til havnefest i en sommersauna
Mød de muntre vinterbadere fra Vikingelauget til Rungsted Havnefest
Sauna og vinterbadning er to ting, som mange forbinder med den kolde årstid. Men sådan behøver det slet ikke at være – det vil du kunne opleve til Rungsted Havnefest 2015.
Hos Hørsholm-Rungsted Vikingelaug i “Vinterpaladset” på sydmolen sættes nemlig saunatelte op, hvor alle interesserede lørdag og søndag fra kl. 11-15 kan prøve en tur i den brændefyrede saunaen, og bagefter kan tage en dukkert fra Vikingelauget badebro.
Det er idrætsorganisationen DGI Nordsjælland, som stiller saunateltene op, og sørger for, at der er fyret godt op i dem samt giver gode råd.
“Selv om vi blev stiftet for 41 år siden for at fremme vinterbadning, er det bestemt ikke en tilfældighed, at vi kalder os ‘de muntre helårs vinterbadere': For dels er det sjovt at bade året rundt – selv om det naturligvis er sjovest, når vandet er under 10 grader – dels har vi altid en munter stemning,” fortæller Vikingelaugets høvding Erling Madsen.
Særdeles populært
Han tilføjer, at vinterbadning er blevet særdeles populær over hele landet, hvor der er omkring 50.000 aktive.
Interessen ses også i Rungsted, hvor medlemstallet er vokset fra 200 i 2008 til 440 i dag – og p.t. er der 33 på venteliste med mulig optagelse fra 1. oktober, når et nyt vikingeår starter med standerhejsning lørdag 3. oktober.
I februar var Vikingelauget også med, da 356 børn fra 3.-9. klasse i Hørsholm Kommune prøvede kombinationen sauna og koldt vand.