Fortsæt til indhold

Store rappere til Hjortshøj Festival

Musikfestivalen i landsbyen byder på flere store navne, der kræser for de unge

Samfund
Kim S. Andersen

I pinsen slår Hjortshøj portene op for en utraditionel festival. Udover en række kendte navne som Sigurd Barrett, Pharfar, Kaka, MC Ejnar, Ida Gard og mere end 60 andre kunstnere, byder festivalen på masser af anderledes kulturelle oplevelser for hele familien.
Der bliver noget for gæster i alle aldre, når landsbyen Hjortshøj igen arrangerer en festival ud over det sædvanlige. Festivalen finder sted i enestående rammer, som skaber en særlig hyggelig atmosfære. I år bliver der særligt kræset for de unge gæster.

En ekstra oplevelse

“Vi vil gerne give de unge en ekstra oplevelse i år, og vi er derfor begejstrede for, at det blandt andet er lykkedes at få de topaktuelle rappere Pharfar og Kaka til Hjortshøj. De vil med numre som 'Lad mig rulle dig' og 'En sidste sang' få festivalen til at eksplodere lørdag aften,” siger festivalkoordinator Elisabeth Groot, i en pressemeddelelse.
Festivalen byder også på masser af smil og latter, når Sigurd Barett tager Bjørnen Bjørn med op på scenen for at underholde børn i alle aldre.

MC Einar er også at finde på plakaten til årets Hjortshøj Festival.

Gensyn med kultfigur

”Og så er vi rigtig mange, der ser frem til et gensyn med kultfiguren MC Einar, som jo drøner ud af alles radioer mindst en gang om året, nemlig når det er jul og det er cool,” siger Elisabeth Groot.
Hjortshøj Festival er en unik og anderledes kulturfestival, der foregår i Andelssamfundet i Hjortshøj mellem huse, dyr og enge. Udover de mange bands, der dækker over gedigen rock, hiphop,pop, folk og ballader, er der teater, gøgl, mavedans, pileflet, litteraturworkshops, eget tivoli, ildshow og meget mere.
“På Hjortshøj Festival vil vi gerne overraske og inspirere vores gæster. Men det handler om mere end musik og underholdning. Det er samtidig en støttefestival for en gruppe mennesker med særlige behov”, fortæller Elisabeth Groot.
Festivalen finder sted i pinsedagene 22-24. maj i Hjortshøj.