Aftenskolemotion trækker mest i de ældre
Selvom der både er zumba og spinning på aftenskoleprogrammet, så er det mest gymnastik, vi går til der. Og det er især de ældre
Du kan gå til stort set alting på aftenskole. Du kan blive klogere, blive jæger, blive sundere, blive smidigere, blive hobby-keramiker, blive fotograf, du kan blive alt. Du kan også gå til al mulig slags motion og bevægelse, men det er stadig en begrænset del af danskernes motions- og sportsvaner, der finder sted på aftenskoler.
Når danske børn dyrker idræt og sport, sker det typisk i idrætsforeninger, og de voksne danskere vælger ofte at være aktive på egen hånd. Aftenskoletilbuddene er mest populære blandt de ældre danskere over 60 år og især blandt kvinder. Det viser en undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner.
Blandt +60 kvinder har næsten hver tiende - 9 procent - dyrket en eller anden motionsaktivitet i regi af aftenskoler, som dog stadig overgås af organisering i private centre og foreninger med henholdsvis 16 og 36 procent aktive i samme gruppe.
De populære:
På aftenskoleholdene er de mest populære idrætsaktiviteter i nævnte rækkefølge: Gymnastik, yoga og aerobic/zumba. De brugere, der dyrker aerobic/zumba i forening eller privat center, er i gennemsnit 41 år, mens de inden for samme aktivitet i aftenskole-regi er 50 år i gennemsnit. De yoga-aktive i private centre er i gennemsnit 40 år, mens den samme gruppe udøvere i aftenskolerne er 57 år i gennemsnit.
Men de ældre brugere af aftenskolernes motions- og bevægelseshold er loyale, og derfor har aftenskolerne fat i den lange ende. Der er nemlig tale om en befolkningsgruppe, som vil blive større i de kommende år.