Fortsæt til indhold

Ny bred ungdomsuddannelse i Aarhus

Den Kombinerede UngdomsUddannelse ser dagens lys til august. Linjer præsenteres i morgen

Samfund
Arkiv

Fredag 13. marts får kommunens unge flere muligheder for at dygtiggøre sig, når en ny uddannelse bliver præsenteret.
Den hedder 'Den Kombinerede Ungdomsuddannelse', og som navnet antyder kombinerer KUU uddannelser, der eksisterer i forvejen med nye retninger eller linjer med forskellige erhvervstemaer.
“Der er et behov for en større tilbudsvifte for unge, der ikke helt kan overskue at læse i flere år uden praktisk arbejde. Vi er alle meget spændte på, hvordan uddannelsen bliver modtaget, og hvor de unge søger hen. Vi synes selv, vi kommer til at tilbyde nogle fede linjer for de unge med kreative dimensioner, hvor man kan komme til at arbejde nede i Filmbyen eller Den Gamle By, men også mere praktiske dimensioner som at arbejde på gartneri eller i en børnehave,” siger Stine Snede Villumsen.
Hun er koordinator på KUU og har fires års erfaring som vejleder på Aarhus Produktionsskole i det nordlige Aarhus, hvor Lokalavisen møder hende.
“Vi synes selv, det bliver et rigtig godt tilbud med ti forskellige linjer på hver sin skole. Vi har mærket en velvilje fra alle kanter med stor opbakning fra andre skoler og firmaer,” siger hun.
Den kombinerede ungdomsuddannelse er et resultat af den erhvervsskolereform, der træder i kraft 1. august. Og formålet med reformen er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
På Egå Produktionshøjskole, som er en af de fire hjemstedsskoler, der tilbyder en linjer til august, vil der blive et erhvervstema med titlen 'Børn, unge & ældre'.
Her vil KUU samarbejde med SOSU Skolen, børnehaver og plejehjem med henblik på erhvervstræning, så eleverne får nogle grundkompetencer indenfor de fag. For at blive optaget på KUU Aarhus skal hver enkelte unge have en såkaldt målgruppevurdering hos ens UU-vejleder.
“Alle skoler har en UU-vejleder, og det er den person, man skal tage fat i, hvis man ønsker at begynde på den kombinerede ungdomsuddannelse, og herefter vil man komme til en samtale her på Århus Produktionsskole,” siger Snede Villumsen, der oplyser, at det er planen, at de resterende seks linjer bliver klar til at modtage elever i løbet af 2016.